Blog

En våd aften

Af Janni -
0




Vi havde børnefri i weekenden. Farmor og farfar havde Alexander ude til en overnatning, fordi manden og jeg skulle til indflytterfest hos et par gode venner. (Eller herover kalder man det vist housewarming, men hvis jeg ikke husker helt forkert fra mine unge dage, så er det altså det samme koncept.)

Vi ankommer til festen i fin tid, på trods af, at jeg havde valgt at tage højhælede støvler på (noget jeg ellers aldrig går med) og manden måtte halvt slæbe mig igennem regnvejr og mudder, for at vi kunne nå sikkert frem.

Aftenen går, som den slags aftener nu gør. Alt for mange shots – alt for meget irish coffee til mig og alt for meget skrålen med på Rollo og King (det var også mig!). På et tidspunkt er halvdelen af festen forsvundet ud i redskabsskuret – den slags sker jo gerne til en indflytterfest og da jeg finder dem derude, skal jeg lige rende ind efter noget, for én af dem – det har muligvis været en lighter – min hukommelse er ikke helt skarp på detaljerne. Hvad jeg tilgengæld kan huske med al tydelighed er, at da jeg går tilbage til skuret (på strømpefødder selvfølgelig), så træder jeg på noget der splatter. Altså som i, at hvad end det er, splatter under min fod – det knaser ikke – det splatter. Naiv som jeg er, tror jeg selvfølgelig at det er et bær eller lign. jeg lige har fået kvast, indtil jeg siger det højt til de andre inde i skuret og jeg så får den frygtelige nyhed om, at det nok desværre ikke var et bær (for de har ingen træer), men i stedet var en af de der rådne dræbersnegle/skovsnegle. ADR!! Adr, adr, adr! Jeg hopper og danser og tørrer mine fødder desperat af henover gulvet, men ikke engang min alkoholpåvirkede hjerne ville lade mig glemme fornemmelsen af, at træde på sådan en fætter!

Og hvad kan jeg så lære af det? Hmm. Gå aldrig ud uden sko på (det prøver jeg faktisk også at opdrage Alexander til, så den er måske egentlig meget god) og lad dog for filan være med at gå ud og lede efter folk der står i redskabsskure midt om natten – det ender tydeligvis ikke godt.

Jeg håber du har haft en rigtig dejlig onsdag – nu er der ikke længe til weekend igen.

Smil, Janni

Deprimeret, siger du?

Af Janni -
0

Jeg er et ret glad og smilende menneske normalt. Jeg har dage, hvor jeg kan være så irriterende glad, at jeg kan pisse sure mennesker endnu mere af. (Det er min superpower – at pisse sure mennesker af altså – og jeg synes selv den er ret sej.)

Nu sad jeg så og kiggede på tv2.dk den anden dag, og sørme om ikke jeg faldt over en artikel omkring Instagram. (Artiklen kan du læse her) Det viser sig, at jeg, ifølge et studie nogle forskere har lavet, rent faktisk er eller har været deprimeret. Bum. Jeg tog mig selv i, lige at sidde og mærke efter et øjeblik. Bilder jeg mig bare ind, at jeg er et (for det meste) glad menneske? Bør jeg søge læge? Kan man få akut-tider hos en psykolog? Jeg kom alligevel frem til, at bare fordi jeg foretrækker “Inkwell filtret” (som på billedet ovenfor) til mine billeder på IG, siger vel mere om hvor tilfreds jeg er med min hud/hudtone, end om hvorvidt jeg er deprimeret eller ej?

Ikke noget der – jeg har også dage, hvor jeg er træt og ulykkelig og ked af det, men efter at have arbejdet med folk der var gået ned med en depression, så har jeg fået en solid respekt for den diagnose. Det er virkelig ikke et hul jeg nogensinde har lyst til, at skulle prøve, at grave mig selv op af igen.

Jeg må slå mig til tåls med, at jeg må være blandt de 3 ud af 10 hvor de ikke rammer plet, ud fra ens billeder på Instagram. Er der andre end mig der vil blive stemplet som deprimeret ud fra det studie?

Nu vil jeg gå en fantastisk weekend i møde, hvor jeg skal hygge med gode venner og drikke masser af god rødvin. Vi har nemlig lokket en overnatning til Alexander ud af farmor og farfar, så vi kan komme ud og lege unge igen. Bare for en aften. På søndag føler jeg mig sandsynligvis meget, meget gammel.

Jeg håber også du går en formidabel weekend i møde.

Smil, Janni

Til Copenhagen Historic Grand Prix

Af Janni -
0

Jeg har simpelthen vundet en konkurrence på facebook. Hjerteforeningen satte billetter til Copenhagen Historic Grand Prix på højkant, som løb af stablen her i weekenden og jeg vandt 4 stk. Det passede lige med os 3 og onkel Jesper.

Jeg havde egentlig ikke de vilde forventninger til det – slet ikke sådan som sommeren har teet sig – og der regnede da også gevaldigt i Hornbæk, inden vi skulle køre lørdag morgen. Heldigvis var der tørvejr i København og det endte med at være en fantastisk oplevelse.

Alexander synes godt nok at nogle af racerbilerne larmede lige lovlig voldsomt. 

Men heldigvis var fadøllene kolde og det var til at komme frem og tilbage, skønt der var rigtig mange mennesker. Vi stod ikke som sild i en tønde, hvilket var lækkert. 

Road Racing Club Viking stod for noget de kaldte Pocket Bike banen og de havde linet alle mulige og umulige maskiner op, i alle størrelser og Alexander tabte næsten kæben, da der kom en stor dreng forbi og sagde at han godt måtte sidde på den lille maskine. Han ville så gerne prøve at køre på en af dem, men han var for lille. Tilgengæld måtte han godt prøve en tur med en voksen bag på. Det ville han gerne.

Da det blev Alexanders tur til at få tøjet på, var det en meget tålmodig herre der skulle hjælpe ham. Selvom det var den mindste dragt de havde, var den stadigvæk noget stor til ham, men han tog det nu i stiv arm. Lige indtil han skulle have hjelmen over hovedet. Det nægtede han pure. Og herren der hjalp ham prøvede virkelig mange krumspring, men Alexander ville ikke. Tilsidst gik han over og hentede en hjelm der var udstillet, som han engang var styrtet med og Alexander kunne se, hvor mange ridser og skrammer den havde fået. Endelig fik han lov til at give Alexander hjelmen på.

Han tog ham i hånden og gik med ud på banen til ham, der skulle køre ham rundt og på vej derud viste han endda Alexander et billede af racerkøreren, som han skulle køre med. Det var helt vildt overskudsagtigt, og jeg er så glad for, at herren var så tålmodig.

Ude på banen skulle der også en del overtalelse til. Lige så snart han kom op på den lille maskine, ville han ikke alligevel. En meget stor ros til racerkøreren, for han prøvede virkelig, at få ham lokket, men Alexander ville ikke.

Jeg fik ham af maskinen og ind i teltet med tøj igen og begyndte at hjælpe ham af med det og så skete der det fantastiske. En af de store drenge fra klubben kom hen og spurgte ham om det havde været fedt. Hvortil Alexander svarede, at han havde ikke kørt på den, men han havde siddet på den, MENS DEN VAR STARTET. Og han fik high-fives hele vejen rundt i teltet og han var bare pavestolt, da han gik derfra.

Jeg var så rørt over, at de havde brugt så meget tid på ham og virkelig givet ham en oplevelse, som han har talt meget om siden, at jeg var nødt til at sende en rosende mail i deres retning. De gjorde det sq godt, de gutter.

Efter Pocket Bike banen var det tid til en pølse og hjemtur. Men jeg kunne bestemt godt finde på at købe billetter der ind til næste år, for det var virkelig en god oplevelse, fed stemning og fantastisk dag.

Jeg håber din mandag har været ganske fortræffelig.

Smil, Janni

Live fra det nye hus

Af Janni -
0

En uge og 2 dage har jeg nu været den heldige ejer af mit nye hus. Jeg er så imponeret og glad og helt igennem lalleglad og lykkelig over, hvor godt det her hus er. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at processen ikke har været helt vildt sjov at følge hele tiden, og vi har været frustreret og irriteret når tingene ikke helt har kørt som de skulle. MEN det var det hele værd. Jeg ville gøre det igen uden at blinke, for det har virkelig været det hele værd.

Det var en sindsyg følelse at få overrakt nøglerne til huset. Det kan slet ikke beskrives. 

Tænk, at vi er gået fra det her…

…til det her, på under et halvt år.

I dag har vi netop båret det sidste ind fra containeren og den kan hentes fra i morgen. Vi er officielt ved at være på plads. Ja, jeg er temmelig glad for, at jeg har et værelse der indtil videre i hvert fald, ikke skal bruges til noget, for meget af det der skal på loftet, må lige stå på ekstraværelset, til vi har fået lagt plader ud deroppe. Og et skur ville også hjælpe gevaldigt på tingene. Men udover hvad der nu burde kaldes “flytterodsværelset” i stedet for ekstraværelset, så er vi ved at være på plads. Og heldigvis for det, for manden starter på arbejde igen i morgen.

Alexander stortrives. (Det stikker godt nok lidt i moderhjertet, når jeg kan se hvor godt han har det nu, for så kan det slet ikke have været godt for ham, at være på hotellet.) Han elsker sit nye værelse og han sover der. Alene. Første aften sad jeg og blev helt vemodig over, at min store dreng ikke skulle putte med sin mor, for at falde i søvn.

Jeg håber du har haft en helt fantastisk weekend.

Smil, Janni

Slutregning fra Huscompagniet

Af Janni -
0

Jeg er mega glad for, at det er første gang jeg har modtaget en regning med så mange 0’er bagefter. Jeg blev ærligt lidt sveden i håndfladerne, da jeg fik den på min mail. Heldigvis var der udover en lille regnefejl (som vi selv havde lavet), overhovedet ikke noget at udsætte på den. Da jeg ringede ned til min bankmand for at sige til ham, at jeg videresendte regningen til ham og han skulle sørge for, at Huscompagniet havde pengene torsdag, spørger han mig om jeg selv vil betale den. Nej, dælme nej.. Ikke når der er så mange 0′ er bagefter. Tænk, hvis jeg lavede en tastefejl. Gisp.

Desværre er der bøvl med gulvmanden. Jeg er meget spændt på om min byggeleder rent faktisk får ham til at udbedre de skader på mit trægulv, som han er blevet bedt om. Det er helt til grin. Vi har betalt mange penge for at få lagt trægulv i stuen og så gider jeg ikke starte med, at skal slibe gulvet, fordi der er ridser og fejl i! Niksen biksen. Og der var heller ikke noget til førsynet. Min byggeleder satte bare blå tape på, men vi kunne så konstatere, da vi var deroppe at kigge, at gulvmanden bare har fjernet tapen og prøvet at polere ridsen væk! Shit, hvor blev jeg sur. Jeg er så irriteret over, at der ved nogle firmaer, slet ikke er nogen faglig stolthed tilbage. Jeg mener, man bliver vel ikke håndværker, fordi man drømmer om at sjuske sig igennem alle opgaver?

Uanset hvad så fortæller afkrydsningskalenderen mig, at der kun er 2 hele dage tilbage på hotellet. Onsdag og torsdag. Alexander og jeg har heldigvis ferie, så indimellem klippeklistre-hygge og en tur op på fars arbejde, så går vi og leger ninjaer der pakker alting ned i flyttekasser mega hurtigt (altså det går ret langsomt, når vi samtidig skal okse rundt med tøjbøjler og lege til at de er bue og pil, indimellem hver ting vi smider i en kasse, men skidt pyt).

Jeg håber du har en formidabel tirsdag.

Smil, Janni

Førsyn med Huscompagniet

Af Janni -
0

Jeg skylder vist en opdatering på hvordan det gik med vores førsyn. Det tog lidt længere tid end beregnet, men det gik faktisk ret godt. Alle de ting vi havde skrevet ned blev godkendt og vi fik sat en masse blå tape.

Vi får bl.a. en ny hoveddør og der skal mures en ny sålbænk op under det ene vindue. Heldigvis var det meste kosmetiske ting, så det var helt i orden. VVS´erne havde dog stadig ikke været i huset, så der var ikke bruser og amaturer, men det ser ud som om min byggeleder har kunnet få en hel masse mennesker sat i gang med det vuns, for de har i hvert fald været deroppe i dag.

Nu glæder vi os bare til overtagelse lige om lidt. Tiden kan kun gå for langsomt herfra. Heldigvis går jeg på en uges ferie fra i morgen, så Alexander og jeg kan gå og pakke lidt småting ned her på hotellet.

Jeg håber du har haft en rigtig dejlig torsdag.

Smil, Janni

Huscompagniet og blinkeleg

Af Janni -
0

Kender du den der leg, hvor man sidder og stirrer hinanden ind i øjnene og den der blinker først taber? (Nøj, hvor har vi kedet os meget i jylland, hvis den leg kun findes derover!) I følge vores tidsplan skulle hele huset nu være færdig og førsynet skal afholdes i morgen. Desværre er det (uheldigvis for min byggeleder) kommet meget langt bagud, her mens han har holdt ferie. De sidste par uger har derfor virkelig føltes meget, meget lange og vi har ikke rigtig vidst hvor vi kunne henvende os. Heldigvis for os, har vi verdens bedste byggerådgiver, Line, og da min mand sendte en mail til hende, kom der igen skred i tingene. Hvis du på nogen måde overvejer at bygge hus med Huscompagniet, så skal I spørge efter Line Jørgensen – jeg tror hun har base i Hillerød – hun er virkelig sej! Hun er et af den slags mennesker der ikke finder sig i snøl eller sjusk (og det er ret perfekt at have sådan et menneske i dit ringhjørne når du skal bygge hus).

2 hvepsebo valgte at tage hus ude under mit udhæng, fordi der ikke havde været tømmere og sætte udhæng op og insektsikre som de skal, så først skulle vi lige finde ud af hvem der kunne sende en skadedyrsbekæmper ud. Så sendte Line os videre til en anden byggeleder, som fik styr på den del af det. Desværre “bekæmpede” han kun det ene hvepsebo, så vi havde stadig et meget stort hvepsebo tilbage, da tømrene kom og skulle sætte udhæng på. Nu er udhænget sat op, men hvepseboet indenunder lever i bedste velgående. Det er, for at sige det mildt, pisse irriterende.

VVS´erne, var stadig ikke startet, da vi nåede torsdag i sidste uge og manden tog derfor fat i den anden byggeleder igen, som kunne forklare at Uggerly var håbløst bagud på alle huse. Det kan vi bare ikke bruge til så meget, når vi nærmer os en dato, der hedder, at jeg er hjemløs fra d. 28.07.17, hvis de ikke snart bliver færdige. Hold op hvor har jeg været frustreret og haft ondt i maven over det, de sidste par uger. Heldigvis var vi deroppe i går, for at gennemgå nogle ting inden førsynet i morgen og der kunne vi se, at der heldigvis havde været en VVS´er og sætte toiletter op. Juhu! Håbet lever!

Maleren har så godt nok lige været og male samtlige fodpaneler og dørkarme i en forkert farve, og gulvmanden har ikke fyldt huller ud i gulvet, inden han lagde gulvtæppet på (som vi ellers havde fået at vide, at han ville). Der er bare aldrig et kedeligt øjeblik i det her “byggeshow”. Min mand som fuldstændig tager sig af al kommunikationen med byggeleder og håndværkere, har i hvert fald nok at se til.

Vi glæder os til førsyn og den blå tape i morgen.

Smil, Janni

Kære Dagbog

Af Janni -
0

Jeg har altid været rigtig glad for at skrive dagbog og hvor jeg er helt med på, at dagbøgerne jeg skrev i som barn/ung kun var noget jeg læste i (håber jeg!), så er bloggen selvfølgelig offentlig, men princippet er det samme for mig. Grunden til jeg skriver indlæg her er fordi, at når jeg skriver, så reflekterer jeg over de ting der er sket. Ved lige at få tingene ned på skrift, så fylder de ikke så meget inde i mig – og det er helt fantastisk.

I dag er det faktisk allerede et år siden jeg startede. Tænk sig, at jeg har været blogger i et helt år! Jeg har været og er stadig så glad for det. (Omend mulighederne for at skrive indlæg her, mens vi har boet på hotel, har været få, så kan jeg stadig mærke, hvor glad jeg er for det, når jeg endelig får mulighed for at skrive et enkelt eller 2.) Det første indlæg var klart det sværeste. Jeg havde faktisk troet, at når jeg endelig sprang ud i det, så ville ordene ligesom bare flyde, men det gjorde de ikke rigtigt. (Indlægget kan læses her) Det er de heldigvis begyndt på siden og der er mange indlæg, som jeg er rigtig stolt af, at have fået ned på skrift. Som f.eks. hvordan vores historie med Alexander startede – det var virkelig svært at starte på og samle tankerne om, og korte ned, så det er forståeligt for andre end mig. (Første indlæg kan læses her) Det er langt fra en historie der er færdig og jeg mangler stadig så meget, at få skrevet ned fra vores tid på Riget, men det skal nok komme.

Jeg vil fejre mit lille jubilæum med at være på arbejde og hente min søn så tidligt som jeg kan og spise vanvittig lækker og børnevenlig lasagne til aftensmad.

Jeg håber du får en rigtig dejlig mandag og tak fordi du har læst med så langt!

Smil, Janni

Kære Cykeltyv

Af Janni -
0

Kære Cykeltyv.

Jeg føler mig overbevist om, at du i øjeblikket ikke helt forstod hvad du lavede, men ikke desto mindre er min søns (og hans fars) cykel nu pist væk. Jeg er ikke helt sikker på du forstår hvad det betyder for en dreng på 4 år, så det vil jeg da gerne forklare dig lidt om.

Alexander er en glad dreng. Han elsker hans ting højt og er ikke en dreng, som får nye ting hver og hveranden dag. Det han elskede allermest var sine sutter og det eneste han ville bytte hans sutter for, var en blå Star Wars cykel. Sådan én er jævnt svær at opdrive, Cykeltyv, det kan jeg godt love dig. Men ikke desto mindre fandt jeg en sådan cykel til ham. Han var så lykkelig, da han så hans nye, fine cykel og den er blevet brugt flittigt, siden han fik den for 3 mdr. siden.

Han har en tradition sammen med hans far, hvor de låser deres cykler sammen, så der ikke kan komme en tyv og tage dem. Alexander er nemlig meget bange for tyve (og sure ræve, men den kan jeg nok ikke skyde dig i skoen) og tit og ofte får vi lange forklaringer om, hvad der skal ske, hvis der nogensinde kommer en tyv og tager vores ting. Jeg kan bl.a. afsløre, at hvis Alexander mødte dig i virkeligheden, ville han både sige “fanden”, “røvbanan”, sparke dig og smide dig i fængsel, så du ikke kan få is i weekenden mere. Vi har hele tiden forklaret Alexander, at han ikke har noget at være bange for – der kommer ikke nogen tyve. Så tusind, tusind tak skal du have – din røvbanan. Det bliver vildt sjovt at forklare en 4-årig, at den trygge verden vi har fortalt ham, han lever i, ikke er helt lige så tryg mere, fordi du ikke kunne holde fingrene for dig selv. Jeg er udmærket klar over, at det var faderens cykel du ville have fat i og eftersom de 2 var låst sammen, så kom Alexanders cykel bare med, men den forklaring kan jeg nok ikke give Alexander. Vi er forsikrede, så det bliver ikke noget stort økonomisk tab, men DU har taget noget fra min søn, som ikke kan erstattes!

Jeg ved ikke hvordan du retfærdiggør overfor dig selv, at tage vores cykler. Det kan jo være, at du er dårligt opdraget – at din mor ganske simpelt ikke har fortalt dig, at man ikke må tage andres ting. Altså det har jeg fortalt Alexander, så det har han i en alder af 4 helt styr på. Dog har jeg dig mistænkt for, at være uden for pædagogisk rækkevidde, så derfor vil jeg bare sige dig det her: Karmabussen kommer forhåbentligt også til dig, og jeg håber fra nu af og i al evighed, at din røv må klø og dine arme være for korte, din røvbanan.

Med venlig hilsen

en meget trist og frustreret version af mig

-Janni

(U)koordineret mor

Af Janni -
0

Jeg ville helt vildt gerne sige, at jeg bare har styr på mig, mit yngel og min bedre halvdel. At jeg har styr på madpakker og vasketøj, hvornår der er bedsteforældredag i børnehaven og hvilke dage der er maddage dernede. Det er bare ikke altid helt tilfældet.

I går havde jeg tidligt fri fra arbejde og jeg kunne se på busstoppestedet udenfor børnehaven, at der var 9 min. til bussen kom. Hvis du har prøvet at skulle hente børn i institution, så ved du lige så vel som jeg gør, at 9 min. altså ikke er meget. Der skal gerne sættes et kvarter af til det, som absolut minimum.

Nå, men jeg tænkte, at jeg lige i går var så overskudsagtig, fordi jeg havde tidligt fri, at jeg sagtens kunne haste ind i børnehaven og lave en flyvende farmor med Alexander under armen, mens jeg skulle bede til, at han ikke valgte lige den afhentning at få et hissyfit på. Jeg skynder mig derfor ind og hente alle hans ting, smider dem i tasken, hilser mega hurtigt på hans søde pædagog og forklarer hastigt, at jeg prøver at nå bussen (underforstået, at det er derfor jeg ikke har tid til at snakke) og ud på legepladsen for at indfange Alexander. Mit held ville det således, at han var i gang med at gynge med en anden dreng, så han var heldigvis ikke svær at fange. Og han var så glad for at se mig, at han skyndte sig ned af gyngen, klaskede hovedet sammen med drengen på den modsatte side (ja, det så sjovt ud) og hen og kramme mig. Jeg lokker ham til, at vi skal løbe om kap ud til bussen – han kan bare ikke stå for en udfordring, så afsted det gik og vi nåede bussen! Juhu. Hvor koordineret var jeg lige der?!

I morges, da jeg pakker hans lille taske ud, kan jeg så se, at jeg har taget Otto Emils madpakke med hjem, som godt nok er fuldstændig ens med Alexanders lige med undtagelse af, at der altså står OTTO EMIL på, med store sorte bogstaver. Damn. Frugtposen ligger også stadig nede i børnehaven, for jeg havde åbenbart kun fået kastet den lille bøtte (som havde været i frugtposen om morgenen) i min taske.

Oh, well – det er nok ikke sidste gang jeg er ukoordineret. Men der går et stykke tid, inden jeg vælger at give ham den minions madkasse der er magen til Otto Emils med i børnehave.

Jeg håber du får en ganske fantastisk dag.

Smil, Janni

123...12Side 1 af 12

Følg mig på instagram @bloggermom.dk

© Bloggermom