Blog

Min gamle krop

0

Vi havde fået Alexander passet fra i går til i dag. Han skulle hygge sig ude ved hans farmor og farfar. Vi skulle nemlig ud og spise god mad og drikke (alt for meget) god rødvin sammen med gode venner. Det var tiltrængt ovenpå alt det vi har sat i søen med byggeprojekt, overarbejde, møder m.m., bare at kunne være ung og kærester uden også at være mor og far. Ikke noget der, jeg havde givet mig selv rigeligt skæld ud over, at jeg havde brug for sådan en aften op til, for det må da sige noget helt håbløst om mig? Men Alexander har hygget sig “mega meget”, som han selv udtrykte det, og det har vi i hvert fald også.

Nu skrev jeg, at vi havde brug for at være unge, men i en alder af 32 mener min krop måske ikke længere, at den skal være lige så elegant med alkohol indenbords, som den kunne være for 10 år siden. I hvert fald var jeg på vej på dansegulvet i nat, da jeg sætter hælen i et eller andet glat, som nogen har spildt og fuldstændig som bambi på glatis, kan jeg bare mærke benene forsvinder under mig. Jeg har set meget u-elegant ud, er jeg sikker på. Jeg lander på siden på hårdt trægulv og smadrer mit knæ, min ankel og min hofte. Jeg griber den første hånd jeg ser rakt ud efter mig og rejser mig igen. Heldigvis, at jeg havde alle de procenter indenbords, for jeg kunne ikke umiddelbart mærke, at det gjorde ondt, så jeg dansede videre, da jeg kom på benene.

Her til morgen derimod er mit knæ ret hævet og det gør ondt, når jeg bøjer det for meget. Min ankel og min hofte er bare ømme og jeg får nok nogle gedigne blå mærker, til at minde mig om, at jeg troede at jeg kunne være ung med de unge. Det er måske alligevel meget godt, at der er så længe i mellem de højhælede sko skal luftes. Så er der da en chance for, at mit knæ er blevet sig selv igen, så jeg endnu engang kan gå på dansegulvet med en tro på, at jeg er lige så ung, som jeg altid har været.

Jeg håber du har haft en helt fantastisk weekend.

Smil, Janni

Mit 2017

0

Jeg har tænkt og tænkt og tænkt. Det første indlæg i det nye år! Det er vigtigt – for mig i hvert fald. Og hvad skulle det handle om? Det har jeg haft meget svært ved at finde ud af, så i stedet for at give netop dette indlæg mere styrke end alle de foregående, så vil jeg i stedet bare springe ud i det.

2016 var på alle måder et rigtigt rutschebaneår. Der var tid til tårer og tid til de vilde grin. Alligevel, eller måske derfor, stod manden og jeg også og kiggede på hinanden nytårsaften, mens vi så Alexander springe ind i det nye år, og blev enige om at 2017, ville blive et godt år. Man er vel optimist.

Og hvad byder 2017 så på for mig eller rettere hvad vil jeg gerne have mit 2017 skal indeholde?

  • Et farvel til “klassens tykke pige”. Jeg har været alt for god til, at prøve at spise min egen vægt i vaniljekranse her henover efteråret, så jeg må op på hesten igen, for at smide de kg. Altså ikke noget der – de vaniljekranse var dælme gode, men hvis jeg helt selv kan vælge, så gider jeg ikke være “klassens tykke pige” i 2017.
  • Mere søvn! Jeg har lovet mig selv, at prøve og gå i seng, så jeg får min. 6 timers søvn hver nat. Jeg bliver altså bare en ret ubehagelig version af mig selv og drikker så meget kaffe, at det er et blødende mavesår værdigt, når jeg kun får 4-5 timers søvn.
  • Overskud! Jeg har læst, at det er alt for udefinerbart/ukonkret og det er ikke noget man kan sætte sig som et mål. Men jeg vil så gerne have, at mit 2017 indeholder overskud. Overskud til bloggen her, overskud til familien, overskud til mig selv. Hvis jeg bare er opmærksom på det, så håber jeg det lykkes – hvor ukonkret det end er.

Herudover er 2017 året, hvor vi får bygget vores nye hus! YES! Det bliver fantastisk. Og selvfølgelig også, hvor jeg får lov at være en del af fortællerkorpset for Børnehjerteforeningen. Det glæder jeg mig meget til. 2017 har helt sikkert en masse esser i ærmet.

Jeg håber du havde en fantastisk nytårsaften og at du er kommet godt ind i det nye år.

Smil, Janni

Tal ordentligt

2

Efter 12 år som butiksansat troede jeg egentligt, at jeg havde taget den sidste uretmæssige skideballe, jeg skulle i mit liv. Men det har vist sig slet ikke at være tilfældet. Jeg ved ikke rigtigt, om jeg skal grine eller græde over, hvor sørgeligt jeg synes det er, at man som voksent menneske vil tillade sig, at gå løs på andre der passer deres job.

Jeg har siddet med kasseassistenter, (som altså var søde og opdragne piger) der græd som pisket, fordi de havde stået i skudlinjen for en kundes dårlige dag. Jeg har fået smidt sengetøj i hovedet af en kunde der blev sur og sågar også en pose med berlinere (den sidste var fair nok – de var blevet dyppet i salt i stedet for sukker – jeg var nok også blevet sur.)

Men i dag fik jeg simpelthen skideballen over dem alle. Jeg blev sat på plads af én der synes, at jeg smilte FOR MEGET. Jeg troede egentlig først han var sarkastisk, men det viste sig, at det var han ikke. Nøj, hvor var han vred. Og det kan jeg da godt forstå. Tænk, at møde et smilende og imødekommende menneske på sin vej. Det må da være forfærdeligt. Selvfølgelig skulle jeg da pilles ned. (Jeg anvender sarkasme her, i tilfælde af det ikke fremgår tydeligt). Jeg kunne da ikke dy mig for at sige til manden, at jeg håbede at han ville få en rigtig dejlig dag, hvortil han sagde, at han hadede folk som mig, der brugte det udtryk – specielt om morgenen. Hader? Seriøst! Er det ikke et lidt stærkt ord, at tage i sin mund om et menneske man ikke kender?

Jeg står på skud for meget og jeg gør det gerne – jeg smiler til folk jeg møder på min vej og jeg hilser også. Det er heller ikke fordi jeg lader mig gå på af fjolser for længe af gangen, men jeg synes virkelig, at vi bør kunne tale ordentligt til hinanden i det offentlige rum. Eller alle steder egentlig, men da specielt når vi er ude. Jeg kunne aldrig drømme om at kalde kasseassistenten for en “tosset kælling” – jo, det er sket mere end én gang. Ligesom jeg heller aldrig kunne drømme om, at sige til buschaufføren der smiler når jeg stiger ind i bussen, at jeg HADER ham fordi han smiler for meget.

Nå, pyt nu med det – der er en ny dag i morgen – det var bare et lille hjertesuk fra mig.

Jeg håber tilgengæld (og helt uden sarkasme), at du har haft en rigtig dejlig dag.

Smil, Janni

Tilbagetrækning af medlemsskab

0

Min bettebror joker ofte med, at manden min ikke har nogen returret på mig. Når man har boet som eksiljyde på sjælland i mere end 10 år, så vil jylland ikke have én tilbage. Umiddelbart regner jeg heller ikke med, at manden sådan går og overvejer at sende mig retur, men så skete der noget her juleaften. Jeg måtte endda selv anerkende, at jyden i mig har lagt sig over i et hjørne af min hukommelse og hulker med store, tykke krokodilletårer, fordi jeg havde glemt en meget vigtig del af julemaden.

Til mit forsvar (og inden jeg indrømmer hvad det var jeg glemte), skal det siges, at vi har et meget lille køkken og som det snu og det kronisk trætte menneske jeg er, synes jeg ikke at der var nogen grund til at gå svigermor og manden for meget i vejen. Altså vi kunne alligevel ikke være flere derude. Jeg var også helt sikker på, at vi havde styr på det hele. Jeg havde handlet d. 23 (note to self: Lad være med det!) og vi havde pisket rundt det meste af d. 24. for at gøre klar til gæster.

Så da maden er ved at være fuldstændig færdig, og manden stikker hovedet ind i stuen og siger: “Har vi ikke kogt almindelige, hvide kartofler?” blev jeg ret bleg og den føromtalte jyde inden i mig, døde en lille smule. Hvordan i alverden kan man glemme kartoflerne? Seriously? Jeg forstår det ikke. Jeg er vokset op på brun sovs og kartofler. Det er den nationale grønsag i jylland! Jeg forstår det ikke. Hvordan kan jeg svede det fuldstændig ud?  Og det værste er, at når den jyske side opdager min skødesløshed overfor mine rødder, så tror jeg definitivt, min bettebror trækker mit medlemsskab tilbage.

Jeg håber du havde en rigtig dejlig juleaften (det var vores altså – på trods af manglende kartofler).

Smil, Janni

Pavestolt

0

Jeg er så pavestolt af mig selv – det er helt tosset. Jeg har tilmeldt mig “fortællerkorpset”, som er et nyt tiltag fra Børnehjerteforeningen, hvor de skal bruge 12 (helst forskellige) tilgange/historier om hjertebørn. Meningen er så, at vi skal ud og fortælle om netop vores historie til institutioner og skoler osv. for at skabe et større kendskab omkring de medfødte hjertefejl. Jeg havde på forhånd fået at vide, at der var kommet mange tilmeldinger, så hun ville melde tilbage om, om vores og Alexanders historie kunne bruges. Mailen kom i går og jeg blev valgt!

Udover at jeg er startet på at skrive om vores og Alexanders historie her på bloggen (første af indtil videre 4 indlæg kan læses her), så føles det altså helt fantastisk, at skulle ud og fortælle om det til andre. Jeg er så skide stolt over, at jeg får lov til at være med at udbrede lidt information omkring det at få et hjertebarn, så folk der ikke har stået i den situation selv, får et indblik i, hvad det vil sige. Eller i hvert fald hvad det har betydet for vores lille familie.

Nu håber jeg bare, at jeg kan leve op til den meget fine tanke jeg synes det er og at jeg ikke falder fuldstændig igennem. Der skal i hvert fald krydses fingre, inden mit “foredrag” skal luftes første gang. Indtil videre venter der kursus i fortælleteknik og så må vi se derefter. Det er det eneste jeg ved for nu, men jeg kunne simpelthen ikke vente med at dele de – for mig – fantastiske nyheder.

Jeg håber du har haft en helt dejlig torsdag – nu er der kun 2 dage til juleaften!

Smil, Janni

Det er ikke størrelsen

0

Det er ikke størrelsen det handler om. Altså størrelsen på juletræet forståes. Det har jeg i hvert fald altid lært. Første jul manden og jeg havde sammen, boede vi i en lille et-værelses lejlighed med absolut ingen plads til juletræ. Alligevel kom jeg hjem fra arbejde en dag og der havde han købt et lille buttet babytræ til mig, på max en meter. Jeg var så lykkelig for det juletræ. Også selvom jeg ikke kunne vaske tøj i hele december, for der var ikke noget sted at stille tørrestativet.

I år har vi måske overvurderet vores stue lidt. Heldigvis har vi loft til kip, for det blev der pludselig brug for. Manden måtte også op og stå på en høj stol, for at kunne sætte stjerne og lys på. Alexander var så lykkelig, da vi skulle pynte det og som han har påpeget, så er der plads til en masse gaver under træet, så skidt være med at mit juletræ igen i år fylder så meget i stuen, at jeg ikke kan ordne vasketøj.

Med kun 3 dage tilbage til roen sænker sig over det ganske danske land (eller i hvert fald mit lille hjem) til juleaften, er det ikke sikkert, at jeg får tid til de vilde skriblerier herinde, eller også får jeg for meget tid, når jeg lige pludselig har nogle fridage lige i streg. Hvor om alting er, så håber jeg at du får en rigtig god jul og et helt fantastisk og lykkebringende nytår.

Jeg håber din onsdag har været helt fortræffelig.

Smil, Janni

Mine jule-hjerneceller

0

Jeg forestiller mig, at jeg hele året har 2 hjerneceller, der uanset årstid og klokkeslet er iført nissehue og rottehaler og de venter bare på det rette tidspunkt til, at fise rundt og synge “Last christmas” eller “Nu det jul igen” og få alle de andre hjerneceller med på legen. Nogle år har det været helt til hest og de har fået hele mit hovede med på legen allerede i oktober. Så lavede de fornuftige hjerneceller en regel om, at der ikke måtte spilles julemusik før i december – det hjalp lidt på dem.

Aldrig har jeg dog prøvet noget som i år. Julestemningen vil bare ikke rigtig indfinde sig og jeg ved ikke om det er fordi mine jule-hjerneceller har sagt “Fuck det, vi tager sq på ferie!” eller om det er fordi alle de fornuftige-hver-ting-til-sin-tid-hjerneceller har fået overmandet dem. Jeg har fundet julepynten frem, men ikke orket at hænge den op. Jeg har skrevet mine julekort, men ikke gidet at sende dem og jeg har købt mine gaver. Alt sammen helt uden at komme i julestemning. Det er så ulig mig, at jeg føler mig overbevist om, at det aldrig er sket før.

Men nu er det nok. I dag er der en uge til juleaften og så er det altså virkelig på tide, at komme i julestemning. Jeg lavede rottehaler og tog nissehue på, på arbejde i dag og i skrivende stund har jeg sat den længste jule-playliste jeg kunne finde på YouTube på. Og det er som om, at mine stakkels julehjerneceller endelig er ved at vågne af deres døs. Det er heller ikke et øjeblik for tidligt, for i morgen sker der, det helt store i Alexanders verden – vi skal pynte juletræet – og det kan man altså ikke uden sine jule-hjerneceller.

Til alle dem der ikke får julekort fra mig i år – jeg beklager – jeg lover at det bliver bedre næste år.

Jeg håber din lørdag har været helt fantastisk.

Smil, Janni

 

En uventet drejning

0

Farfar kom på besøg. (Altså ikke min farfar, Alexanders farfar), for at fylde traileren og så kom knægten i tanke om, at han ville med farfar hjem og det kunne han da ikke sige nej til. Ved du hvad det betyder? 3 timers (!!!!) uventet børnefri. 3 timer hvor jeg bare kan gøre lige hvad jeg har lyst til!

Oh my! Hvad skal jeg dog kaste mig over? Jeg ved jo godt, at jeg burde rydde op og ordne vasketøj og tømme opvaskemaskinen, men jeg gider ikke. Jeg tror jeg går ud i bad og står ude under bruseren i min. en halv time og bagefter føntørrer jeg mit hår. Alt sammen uden at der render en snart 4-årig ud og ind af badeværelset med interessante konstateringer, som f.eks: “Mor, du er en pige” eller “Mor, føntørreren larmer i mine ører!” Det kommer til at føles som et helt lille spaophold.

Det her uventet børnefri er ikke så tosset endda. Men eftersom mine 3 timer jo allerede er startet og stort set har forvandlet sig til 2.5 allerede, så bliver det her indlæg holdt kort. Og det besvarer jo egentlig det ældgamle spørgsmål, som jeg hele tiden bliver spurgt efter – “Kan du overhovedet fatte dig i korthed?!”. Ja, det kan jeg tilsyneladende godt.

Jeg håber din lørdag er helt fantastisk.

Smil, Janni

Du ved du har gode kolleger..

0

I disse tider (mimre-mimre), hvor alt skal gå stærkere og alle skal løbe hurtigere, så er det bare godt med gode kolleger. Jeg har været mega heldig med mine. Ikke kun hvor jeg er nu, men de fleste steder jeg har været. Gode kolleger er det der gør, at jeg står op til mit vækkeur mandag morgen, uden at knalde det igennem en væg først.

Som billedet antyder havde manden herhjemme  købt mig en ny hue, så jeg ikke længere skulle gå og fryse. Jeg viser den stolt frem til en kollega og forklarer at den er vamset (er det et ord på sjælland?) og rar. Tilsidst tager jeg den på, hvortil hun tørt svarer: “Jamen, så længe den er varm.” Den fantastisk tørre kommentar, fik mig til at tænke på alle de gode ting kolleger kan, så derfor er her min liste over,

“du ved du har gode kolleger når..”

  • Når én for gud ved hvilken gang forsøger, at lære dig det der med norm-tid og H-dage. Det var altså noget nemmere i butik – reduceret tid, ja tak!
  • Når de hver dag sørger for, at du er lidt bedre i dag, end du var i går.
  • Når én gladeligt (bilder jeg mig ind), kører fra det vilde København og op til det nordsjællandske med kage og cola, fordi du bliver indlagt.
  • Når én er villig til, at dele hendes ene af 2 hjemmebagte vaniljekranse med dig.
  • Når du har grint så meget på dine arbejdsdage, at du efter kort tids ansættelse kan begynde og fornemme mavemuskler. (Altså inde bagved forståes)
  • Når du altid har et sted du kan afreagere, når du føler dig uretfærdigt behandlet.
  • Når de giver janteloven fingeren og du får så rigeligt ros for dit arbejde.
  • Når de gladeligt svarer på et spørgsmål, du har stillet 30 gange tidligere, men som din hjerne af en eller anden grund nægter at absorbere svaret på.
  • Når du kommer til at grine så voldsomt, at der står kaffe ud af næsen på dig (altså hvis du drikker kaffe, ellers er det bare mærkeligt), over en skumfidus, fordi humoren er så sort og sarkastisk.
  • Når du selv længe efter du er stoppet et sted, stadig kan savne de gode mennesker du lærte at kende.

Der er helt sikkert rigtig mange andre gode, så det er ikke umuligt at listen bliver meget længere på et tidspunkt. Men det var lige det jeg kunne komme i tanke om her på ugens første dag.

Jeg håber din mandag har været helt fortræffelig.

Smil, Janni

 

Slet ikke skruk… eller..

2

Vi har tømt garagen for tingeltangel og dingenoter og andet dimseri. Det tog en fuld trailer og der står endda stadig lidt tilbage. Da vi var i gang med at rydde ud i alt det her, fandt vi også alle poserne med Alexanders tøj, fra da han var spæd og op til den sidste størrelse han voksede ud af.

Jeg havde sat mig  på stuegulvet omgivet af poser med tøj og gav mig i kast med at sortere. Det skal man altså passe meget på med. Det er ikke fordi jeg sådan til daglig går og tegner luftkasteller for mig selv omkring en evt. lillebror til Alexander, men altså, det der lille-bitte-pusse-nusse-nuser tøj, jeg kunne hive frem af de poser. Åååårh mand, hvor var det kært. Jeg tænker slet ikke over, at han har været så lille engang, min efterhånden alt for store dreng. Da jeg sad og holdt det ene par bitte-bitte-små sokker op, efter det andet, begynde de gamle stokke alligevel at blafre lidt. Heldigvis som jeg sad og holdt de små sokker op og tænkte: “Hvor slemt kan det lige være?”, fik jeg samtidig en ustyrlig lyst til kaffe og straks at synge, “Bjørnen sover, bjørnen sover, i sin hule fin. Den er ikke farlig, når man blot er artig, bla bla bla” og så kom det hele ret hurtigt tilbage til mig, om hvordan jeg travede en sti i gulvtæppe og trægulv, med en dreng der bare græd og græd hele natten. Hvor lidt søvn vi dermed fik. Hvor meget vi vrissede ad hinanden. Jeg giver det lige et år mere, før jeg tænker over det igen. Eller i hvert fald indtil alt det søde babytøj skal pakkes ud i det nye hus.

Og hvis jeg stadig sad og var lidt skruk henunder aften, hvor manden og Alexander sad og snakkede om at blive storebror og at Alexander nok skulle give flaske om natten (så sød og så naiv samtidig!), så skete det her:

A: Far, jeg er ung.

Far: Ja, det er du.

A: Far, du er også ung.

Far: Tak, skat. Hvad er mor?

A: Mor er tyk.

Nope, overhovedet ikke skruk mere, med den frække unge jeg allerede har!

Jeg håber du har haft en hel fantastisk weekend.

Smil, Janni