Blog

Fortællerkorps når det er bedst

0

Hold fast, hvor havde jeg glædet mig til at skulle være en del af Hjerteforeningens fortællerkorps. Jeg var og er så vanvittig stolt over at få muligheden for at være med til det. (Min første jubel kan du læse om her) Alligevel sad nerverne lidt udenpå tøjet, da jeg lørdag morgen skulle med toget. Jeg var lidt bekymret. For det første fordi jeg ikke anede hvad der forventedes af mig, men også fordi at jeg var bange for, at skulle dele den her ret personlige historie med folk jeg ikke kender. Og hvad ville de sige og tænke? Var vores historie “stor nok” til at være med i det selskab?

Jeg kom derind og det gik over al forventning. Vi blev kastet ud i ting, som var grænseoverskridende og angstprovokerende og alle sprang bare ud i det. Det var så sejt. Jeg har brugt 2 dage (indtil videre) på det her kursus og jeg kan ærligt sige, at det er 10 sindsygt, fantastiske mennesker jeg er kommet i selskab med. Jeg har slet ikke nok plusord og flotte fraser til at beskrive mine medsammensvorne i det her fortællerkorps, for du ville ikke tro mig, hvis jeg prøvede. De er seje og tillidsvækkende og vi har grædt og grint mere sammen på de 2 dage, end jeg kan huske jeg har gjort med nogen længe. For begge dele var okay. Der var plads til tårer og der var plads til latter. For det lærte jeg også. Historierne er hårde og man bliver ked af det, men der er plads til latter og smil. For vi er så meget mere end bare en sørgelig fortælling.

Til slut skulle vi fortælle frit fra leveren (noget vi skulle meget på de her 2 dage), om hvad vi ville tage med derfra. Og jeg vil helt klart tage noget ballast med. Jeg ville ønske, at jeg kunne se i mig selv, hvad jeg så NEMT kan se i andre. Så inden jeg går i seng i aften, tager mig og mit spejlbillede en lille snak:

“Du er fuldstændig lige så dejlig, som du synes alle dine søde kolleger er. Du betyder lige så meget for fortællerkorpset og de 10 mega seje mennesker, som de gør for dig. Du er lige så fantastisk en mor, som du synes alle dine veninder er etc.”

Og inden jeg fuldstændig taber modet og sletter den igen, vil jeg dele en video med dig. Vi blev bedt om at bruge et minut på at præsentere os selv. Hvem er jeg? – ganske kort fortalt. Vi vidste ikke opgaven kom, så det var ikke muligt at forberede sig. Og hvor jeg synes den jeg stod overfor var virkelig dygtig til det, havde jeg ikke helt samme reaktion på min egen. Men det her er åbenbart sådan jeg ser mig selv, når jeg skal tale frit fra leveren og bare være umiddelbar. Dont judge – det var altså ikke en helt nem opgave.

Bloggermom video

Håber din weekend har været lige så fænomenal som min.

Smil, Janni

Bedst som man troede…..

0

Jeg var simpelthen så tabt for ord i går (noget der ellers aldrig sker), så jeg kunne ikke opdatere bloggen. Jeg ringede til hotellet og fik fat i en herre, som lød meget forretningsagtig (hvis man da kan lyde sådan), men han var helt sikkert til at snakke med og ville egentlig bare sikre sig, hvilke vilkår vi havde lejet hotellejligheden under og at vi havde fået at vide, at det var med betaling fremad og ikke tilbage. Det havde vi fået at vide og der var ikke andet i det, end at vi sagde pænt farvel og de glædede sig til at byde os velkommen i næste uge. Juhu. Ikke mere mavepine over det.

Tro mod hvordan resten af det her projekt er forløbet (i hvert fald de sidste 14 dage), sker der selvfølgelig det, at vi endelig får fat i byggefirmaet, fordi vi undrer os over, at vi kun har fået byggetilladdelse og ikke nedrivningstilladdelse. Sørme om det ikke viser sig, at de da har GLEMT at søge nedrivningstilladelsen. SERIØST!? Jeg har en aftale med et nedrivningsfirma der skal stå her i næste uge, så byggefirmaet kan komme til fra midten af marts. Jeg har det lidt som om, at der sidder nogen med skjult kamera og filmer ned over vores liv lige nu. Det kan da ikke være rigtigt. Vi er selvfølgelig allesammen mennesker, men for filan, med deres brede erfaring og med tanke på hvor mange de søger om året, skulle man næsten tro, at det ikke kunne lade sig gøre. Fuldstændig ligesom med banken der laver regnefejl for flere 100.000 kr, føler jeg mig reduceret til et sagsnummer i en mappe. Det er som om det ikke går op for dem, at vi altså er mennesker inde under det her sagsnummer. Og det er vores liv og vores økonomi de leger med. Åha, endnu et lille hjertesuk fra mig.

Jeg håber du er kommet flyvende fra start i denne uge.

Smil, Janni

Det bedste brev

0

Kære Janni og Manden. 

Vi har hermed fornøjelsen af, at fremsende byggetilladelsen fra Helsingør Kommune. 

Sådan startede en email fra Huscompagniet til os i torsdags. Det var den mest fantastiske mail, jeg har fået længe og på trods af, at jeg sad på arbejdet måtte jeg straks ringe til manden og fortælle ham det. Yes. Den er hjemme. Det var en rimelig relevant brik at mangle ift. at der er 10 dage tilbage til vi flytter ud, så vi havde begge gået og håbet på, at den var lige op over. Og bare lige for, at vi kan juble yderligere, så fik vi endda også den dispensation vi havde søgt. Der var virkelig et øje tørt.

Den her uge har været sådan lidt “good news – bad news”-agtig. Hver gang der er sket noget godt, er det unægtelig fulgt op af noget der er knapt så godt. Bl.a. lavede banken lige en regnefejl på 200.000 – desværre ikke i mit favør – og herhjemme er det altså nok, til at give lidt bekymringer om hvordan regningerne skal betales, hvis jeg mangler de penge. Fejlen blev rettet og så fik vi byggetilladelsen. Men allerede dagen efter fik vi en mail fra hotellet hvor vi skal bo. Hende vi har aftalt og bekræftet vores booking hos er ikke længere på hotellet og vi skal derfor ringe på et nummer mandag og snakke, om de aftaler der er indgået, da hotellet har skiftet ejer. Jeg fik vildt ondt i maven og skyndte mig at ringe med det samme, men ham jeg skal tale med var der selvfølgelig ikke. Så nu sidder jeg her og ved ikke rigtig om det betyder noget godt eller skidt.

Ellers går det hele slag i slag. Vi har fået containeren fra Box It, som nu står og pryder min have og vi pakker og kører på lossepladsen og pakker og smider i “Boksen”, som Alexander kalder det. Jeg håber virkelig vi når det vi skal – uagtet glæder jeg mig vanvittig meget til d. 2. marts. Der sidder jeg med fødderne oppe i min sofa (hvorend den står henne) og drikker en kold øl og klinker med Alexander (som drikker rød sodavand) og manden og nyder at det hele nu er ude af vores hænder.

Jeg håber du har haft en rigtig dejlig start på din weekend.

Smil, Janni

Dream a little dream of me

0

Yes! Det er fredag – det er weekend. Eller ikke helt alligevel. Jeg skal på kursus på søndag, så min weekend er i morgen. Det er egentlig okay, hvis ikke det var fordi, at Alexander er begyndt at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg er så meget væk. Jeg har taget alt det overarbejde jeg kunne komme af sted med – noget vi var blevet enige om herhjemme, så vi kunne få skrabet lidt flere penge sammen til husprojektet. Desværre er Alexander ikke helt gammel nok til at forstå, hverken at det kun er for en “kort” periode og ej heller at der er brug for pengene. Jeg forsøgte at forklare ham det den anden aften, at mor og far var nødt til at gå på arbejde, for at tjene penge til mad og hus og tøj. Da jeg siger til ham, at både mor og far skal på arbejde i weekenden kigger han på mig og siger: “Men mor, tror du måske snart, at vi har nok penge?”

Det gør ondt i hjertet og jeg ville sådan ønske, at jeg kunne det hele. Både have dejlig lang weekend med Alexander og stadig kunne tage på kursus, men enderne vil ikke mødes. Heldigvis skal han ud til hans farmor og farfar søndag og lave sjov og ballade, mens ravneforældrene passer deres job. Jeg håber han bliver rigtig glad for det, når han er med til at indrette hans helt eget værelse i det nye hus. Det er måske også derfor det gør ondt nu, at jeg har været så meget væk hjemmefra. Fordi det nye hus er klart mere vores behov end Alexanders. Han vil jo bare gerne have at vi er der, så er han glad. Samtidig trøster jeg mig med, at han nok bliver rimelig glad for, når han er teenager, at vi har sørget for, at han har sit eget værelse.

Hvis du sidder og kæmper med samme dårlige samvittighed, skal du endelig ikke kigge på denne video, men den viser så fint min pointe.

Jeg håber du går en rigtig dejlig weekend i møde og at din fredag har været helt på toppen.

Smil, Janni

En pendlers bekendelser # 2

0

Da jeg først skrev det her indlæg, om en pendlers bekendelser, troede jeg ikke der ville komme en føljeton, men som den gode pendler jeg er, har jeg masser af tid til at tænke over en helt masse ting, når jeg sidder i toget frem og tilbage på arbejdet. Så jeg har alligevel lidt, jeg må føje til min liste over, “du ved du er pendler når..”

Du ved du er pendler/eller bruger for lang tid på offentlig transport når:

  • Du tager dig selv i at blive helt sur og tænke “ungdommen nu til dags” (på trods af du jo på ingen måde selv er gammel endnu – host host), fordi der sidder 2 unge gutter og fylder 4 sæder, med fødderne hængene udover armlænet og snorker. Og hvad værre er, de rykker sig ikke engang sammen, da toget begynder at blive fyldt. Tsk tsk.
  • Når du bliver lidt vrissen, fordi du bliver vækket med et sæt fra din dyrebare 10-min-lur en mandag morgen af en kontrollør – 1: de plejer aldrig at være der om morgenen og 2: ligner du måske lige en der snyder, hva?!
  • Når du sidder og hygger dig med dit pendlerprojekt på vej hjem og kontrolløren der kommer og tjekker dit kort, pludselig bliver personificeringen på alt hvad der er galt med offentlig transport, fordi han smilende stikker dig en folder i hånden om, at dit nuværende månedskort udgår og at du skal til at betale flere penge, for præcis samme service og rute.
  • Når din telefon næsten kan visne under dit vrede blik, fordi DOT sender en besked om, at du virkelig skal huske at priserne stiger.
  • Når du alligevel bliver lidt vemodig ved tanken, om at du på grund af prisstigningerne helt sikkert ender med at købe en bil, men hvornår skal du så få tid til at hækle og strikke eller læse?
  • Når du er så hærdet i afgangstider, at du godt ved at rejseplanen ikke kan planlægge den mest effektive rute for dig, fordi den mener det tager dig 6 min at skifte tog.

Nu vil jeg løbe mod toget, så jeg kan komme hjem til min søde familie.

Jeg håber din mandag har været ganske fortræffelig.

Smil, Janni

Flyttekasser og fastelavnsboller

0

I dag er der 24 (!!!) dage til vi flytter på hotellet. Ikke at vi tæller ned eller noget. Vi glæder os bare helt absurd meget. Jeg kaprede min svoger til at købe flyttekasser med mig (6 kr i Bauhaus – ja tak.) og vi lagde en plan herhjemme om, at vi bare skulle pakke 2 flyttekasser om dagen. Det er én hver. Det kan man da sagtens kombinere med aftensmad, oprydning, hyggetid og søvn – vi har måske overvurderet egne evner. Jeg kan ihvertfald konkludere, at vi ikke har fået pakket 2 om dagen, siden de kom hjem og stå i køkkenet.

Det er faktisk lykkes os at få pakket nogle stykker i dag. Og vi har også præsteret at få smidt en del ud. Vi starter på en hel frisk i det nye hus. Alt hvad vi bare har slæbt med i flytning efter flytning ryger denne gang. Ikke alt det der gemmeri til “hvad-nu-hvis-vi-en-dag-køber-en-lille-grøn-havenisse-så-ville-den-fakkel-jo-passe-til.” Det skal ud.

Det er ikke engang fordi jeg synes vi gemmer på alting. Jeg synes faktisk vi er ret gode til at sortere, men man får åbenbart alligevel samlet utrolige mængder af l-o-r-t. Alexanders legekasser blev også sorteret i dag og babylegetøjet pakket ned i en kasse, hvor der nu står “loft” på. Hvor sejt er det lige – jeg kan skrive “loft” på kasserne – jeg får rent faktisk et loft, så jeg ikke behøver opbevare alt i mine skuffer og skabe. Har jeg nævnt jeg glæder mig rigtig meget?

Jeg håber du har haft en fantastisk søndag.

Smil, Janni

Mit liv med snapchat-filter

0

Jeg var helt sikker på, at jeg var ALT for gammel til snapchat. Det er kun til de unge mennesker – men så var der rent faktisk nogle unge mennesker, som mente at det var noget pjat af mig, så nu har jeg snapchat. Og Alexander og jeg har en fest med de der filtre. Man kan simpelthen også se så overskudsagtig ud med de filtre. Min hud er fuldstændig fejlfri og jeg har farve på læberne. (Jeg mangler dog stadig lige den der kommando “fjern alle dobbelthager”, som jeg slet ikke forstår de ikke har et filter til.)

I dag har jeg haft fridag med Alexander. Og han har for første gang i hans snart 4 år lange liv været hos en rigtig safrør (=frisør). Det gik så godt og han ser ganske fantastisk ud, hvis hans yderst objektive mor må sige det. Vi har virkelig hygget os, vi har grinet og spillet bold indendørs, vi har pruttet under mandens dyne (det var selvfølgelig ikke mig der stod for den del af dagens hyggestund) og vi har leget med modellervoks. De dage er altså guld værd.

For at gøre det hele endnu bedre, fik jeg de bedste nyheder i går – jeg får simpelthen lov til at blive hos de kolleger jeg synes er så dejlige, i en rum tid endnu. Så lige her i skrivende stund, føles min dag lidt som et fantastisk snapchat-filter, hvor alt bare ser skide godt ud.

Jeg håber du har haft en helt igennem fortræffelig torsdag.

Smil, Janni

 

Lammet af angst

0

Nogen gange får jeg så ondt i brystet, at jeg ikke kan trække vejret. Jeg kan blive så lammet af angst, at tårene triller mig ned af kinderne. I aften er en af de aftener. Jeg ligger og putter med Alexander og pludselig synes jeg ikke længere jeg kan høre hans vejrtrækning og i det splitsekund tager min hjerne og min fantasi mig som gidsel i mørket. I det øjeblik bliver jeg SÅ bange for, at jeg skal opleve en verden, hvor min søn ikke er. En verden uden farver og mening.

Det er ikke så ofte det sker længere – ikke som i starten og jeg har hele tiden været god til, at gå ud og snakke med manden om det, som jo om nogen kender og forstår min frygt. Det hjælper at tale om det og jeg tror det er noget vi kommer til at have op og vende mange gange endnu. Ikke fordi jeg dvæler ved det, men fordi jeg aldrig rigtig tror, at frygten for at miste ham forsvinder.

Jeg plejer at sammenligne det med en vandhane der drypper inde i mit hovede. I starten kunne jeg slet ikke abstrahere fra det og jeg brugte enormt meget krudt og enormt mange tårer og følte mig fuldstændig uduelig og handlingslammet, fordi jeg så tit ramte den følelse. Det er ikke så meget mere – der kan gå lang tid før jeg ligger mærke til den dryppende vandhane igen. Men det betyder ikke, at den ikke er der. Den følelse er bare blevet en del af hvem jeg er.

Da Alexander var lillebitte skrev jeg til hospitalspræsten inde på Riget om min frygt. Ham har jeg faktisk skrevet til mange gange siden, når det rammer mig, for han er virkelig god til at anerkende den følelse jeg sidder med og kan beskrive det med bedre ord end jeg selv, hvad det at blive mor, kan gøre ved én. Jeg deler lige et afsnit, som jeg jævnligt vender tilbage til og læser, fra den første mail han sendte mig.

Det lyder som om du er ramt af den angst, som stor fare – og stor lykke! – kan føre med sig – Nemlig usikkerheden, uvisheden. Det lyder næsten som om du er usikker på, om det gode kan få lov til at fortsætte og du får lov til at beholde din dreng – også selv om du ikke føler, at du får sagt tak i tilstrækkelig grad! Det skal du nok – er jeg vis på!

Det lyder som om du er ramt af den magtesløshed, som mødre, der vil give deres halve arm (eller rettere – hele deres liv) for at beskytte deres børn mod alt ondt i verden, kan blive ramt af, når sikkerheden i tilværelsen er blevet rystet ! Når jeg oplever det – bliver jeg altid så bevæget over det smukke (og hårde) ved moderskabet! For det er i sidste ende udtryk for at du har fået et barn, som du elsker og vil beskytte – det er da smukt!

Jeg håber du har haft en rigtig dejlig tirsdag.

Smil, Janni

På jagt

0

Jeg har før lavet et indlæg om hvad det vil sige (for mig) at have gode kolleger og jeg er virkelig landet i en flok af nogle af de bedste. Selv min kaffekop er blevet indviet i den humoristiske stemning på afdelingen. Dette syn mødte mig nemlig en fredag morgen. Radiografen der var synderen, skal nok være temmelig glad for, at han havde fri den dag, for jeg kan afsløre at det tape, der var blevet brugt til at skamfere min højtelskede kaffekop med, nægtede at holde op med at klistre uanset hvor mange gange koppen blev vasket. Så der sad jeg en hel fredag med læberne klistret til min kop, hver gang jeg tog en tår. Jeg siger ikke at hævnen er sød – det kunne jeg aldrig finde på – mest fordi de radiografer ikke drikker kaffe.

Udover, at jeg er rigtig glad for at være hvor jeg er lige nu, så er jeg også i den situation, at jeg er i et vikariat. Jeg havde givet mig selv til januar, før jeg ville begynde at søge jobs, men nu er januar ved at være gået og det er så som så, med de ansøgninger. Det er simpelthen så svært at skrive en motiveret ansøgning, når det jeg allerhelst ville, var at blive lige i midten af de her fantastiske kolleger. (Måske skal jeg passe lidt på med tillægsordene – det kunne jo stige nogen til hovedet.. )

Jeg er slet ikke bange for, at jeg ikke vil falde til i et nyt job, for det er jeg helt sikker på, at jeg vil. Og jeg er helt sikker på, at der også et nyt sted er dejlige og søde kolleger som jeg bliver rigtig glad for at arbejde sammen med, men lige her i skrivende stund vil jeg bare rigtig gerne være hvor jeg er. Hvor jeg allerede har bevist mit værd, hvor dem omkring mig allerede ved hvor de har mig, og at de kan regne med mig. (Eller det håber jeg i hvert fald, at de allerede ved.) For alt andet lige, hvor nemt det end er at falde til et nyt sted, så starter jeg stadig forfra hver gang. Og jeg tager fra søde kolleger, som jeg er blevet rigtig glad for hver gang.

Jeg håber du har haft en rigtig dejlig søndag.

Smil, Janni

 

Ind på lystavlen

0

Nu er der faktisk kun en måned til vi skal flytte over på hotellet. En måned! Vores kamp-lange to-do-liste er endelig ved at blive lidt kortere og vi tillader os allerede, at sidde og dagdrømme om hvor lækkert det bliver, når vi sidder i vores nye hus.

I går sad vi med plantegningen til huset og skulle finde ud af hvor meget el vi vil have lagt ind i huset. Altså ekstra, udover det der følger med i enteprisen. Heldigvis havde vi på forhånd fået prislisten over hvad hver ekstra ting koster. Man kan sjovt nok få lov til at bruge lige så mange penge, som man har lyst til, i sådan et projekt, men da mit pengetræ ikke er begyndt at kaste af sig endnu, må vi hellere være fornuftige med dem der er sparet sammen. (Og jyden i mig – omend jeg har været lidt bange for, at den del af mig var ved at forsvinde – kommer virkelig op i mig igen, når vi laver den slags. 880 kr. for et enkelt indvendigt spot! Helt ærligt – har de dyppet det i guld inden opsætning?)

Miljøscreeningsmanden har været ude og tage prøverne, de skal bruge til at finde ud af hvor meget og hvor lidt der skal gøres ifm. nedrivningen, så der mangler lidt tapet hist og pist og en flise her og der. Men pyt – det dersens nymodens æstetik er alligevel ikke noget vi går op i. Rapporten skulle foreligge i næste uge, så det bliver spændende.

Nu er der bestilt container til opbevaring af alt vores happengut og vi har i dag slået de første flyttekasser op og begyndt at pakke lidt sammen. Inden længe skal vi til møde med både HTH og snakke drømmekøkken samt Uggerly og snakke hvidevarer og el i huset. Det ender med at blive rigtig godt, omend vi ikke har så meget tid tilbage, før der skal være styr på det hele.

Jeg håber du har haft en helt fantastisk lørdag.

Smil, Janni