Blog

Virkelig sej og virkelig svedig

0

Efter jeg har fået bil, er jeg på arbejde meget for tidligt hver morgen. Det er selvfølgelig godt nok, når jeg kan sidde og hækle eller strikke lidt, men det kan jeg jo ikke blive ved med. Derfor tænkte jeg, at det var en god ide, at få mig meldt ind i motionscentret på mit arbejde, for så kunne jeg da i stedet for bruge en halv time på et løbebånd.

En kollega tog mig på ordet og fik mig meldt ind og her til morgen skulle det så afprøves. Jeg prøvede ellers hele aftenen i går (meget ihærdigt endda), at finde på rigtig gode undskyldninger for, hvorfor jeg IKKE skulle køre hjemmefra de 10 min. tidligere for at komme op og løbe. Men der var ingen kære mor. Heller ikke selvom jeg stod op i morges og kunne konstatere, at alt strøm i huset var gået og jeg måtte derfor ind og vække manden, for at få ham til at fikse det. (Altså jeg havde selv været ude og kigge på relæet og kunne ikke slå det til igen – jeg er jo ikke ond – jeg vækker ham ikke bare, uden i det mindste at have forsøgt selv.) Ikke desto mindre stod jeg kl. 06.30 ude foran motionscentret og skulle se om mit spritnye kort virkede. Det gjorde det!

2 ting kunne jeg konstatere ret hurtigt – der er ikke mange der har lyst til at træne kl. 06.30 om morgenen, så der er ret stille. Og jeg er ikke i så dårlig form, som jeg altid regner med.

Efter at have været på løbebåndet i en halv time, kunne jeg tilgengæld konstatere, at jeg helt havde fortrængt, hvor meget jeg ligner en sprængt tomat i hovedet, når jeg dyrker motion og ikke alverdens brusebad, kunne ændre på det faktum, at jeg var højrød i kammen. Men skidt pyt – jeg kom af sted og jeg følte mig mega sej og virkelig svedig. Det skal nok blive en god vane – håber jeg.

Jeg håber du har haft en fantastisk torsdag.

Smil, Janni

Hvis man ikke har en pige?

0

Fredag kom vi hjem fra et lille smut over sundet, hvor jeg fik lov at snuse til baby i rigelige mængder. Jeg er, som nævnt før, blevet faster igen – denne gang til en lille dreng. Og så måtte vi over sundet og hilse på det nyeste skud på stammen. Det gav heldigvis også Alexander og hans dejlige kusine, rig mulighed for at lege med hinanden.

Den slags ture har det med, uanset hvor kort eller lange de er, at generere en masse vasketøj. Jeg forstår det simpelthen ikke – vi var af sted fra onsdag til fredag! 7 maskinfulde blev det til lørdag og jeg fortsatte igen i dag. Derfor er jeg da også helt sikker på, at Alexander flere gange har hørt sætningen: “Det vil jeg gerne, men jeg skal lige ud og skifte vasketøjet.” – i denne weekend.

Alexander og manden har følgende snak henover aftensmaden:

A: Far, hvad gør man egentlig, hvis man ikke har en pige?

F: En pige? 

A: Ja, en pige til at vaske al tøjet?

(Jeg var lige ved at kløjes i min aftensmad. Han går tydeligvis ikke ind for ligestilling den knægt.)

F: Så må man enten gøre det selv, eller også må man spørge sin mor om hun vil. 

A: Men onkel Jesper har ikke nogen pige.

F: Nej, så han er nødt til at gøre det selv. 

(Det funderer drengen lidt over – det er tydeligvis ikke en løsning der er holdbar for ham.)

A: Eller også kan han bare købe nyt tøj. 

Jeg har ingen problemer med min og mandens fordeling herhjemme – jeg tror klart det er mig der har trukket den lange ende, hvad angår arbejdsfordeling – men det kan dog være, at vasketøjet kommer på listen over ting, som knægten skal lære, når han bliver ældre, så han ikke ender med at skræmme alle kvinder bort. Eller ender med at slæbe al vasketøjet med hjem til mor, for den sags skyld.

Jeg håber din weekend har været helt uovertruffen.

Smil, Janni

 

Gentagelsens kunst

0

Jeg tror de fleste af os (i større eller mindre omfang) lider af det der “fra-børn-og-fulde-folk-skal-man-høre-sandheden”-tendens. Den hvor man uden at tænke over det, bare får sagt lige hvad man tænker, for det må man jo godt, så længe det spørgsmål man stiller ikke er svært eller for nærgående. Alligevel har jeg intet mindre end 2 gange i dag, skullet svare på følgende spørgsmål: “Men skal han da ikke snart have en lillesøster?”.

Åha. Jeg bliver træt. Hvorfor, hvorfor, hvorfor? Hvorfor skal jeg finde på ligegyldige svar og forsvare et valg som INGEN andre alligevel skal blande sig i? Det skal jeg selvfølgelig fordi samfundet jo kræver, at man ikke er en “rigtig” familie før man har fået 2 børn – helst en af hvert køn. Første gang min irritationsgrænse boblede over, var tilbage i januar (og det indlæg kan du læse her) – min frustration er ikke blevet mindre, omend jeg selvfølgelig godt ved, at der ikke er nogen af dem der stiller mig spørgsmålet, der gør det i en ond mening.

Jeg troede egentlig det ville aftage, som Alexander blev ældre, men om muligt synes jeg faktisk at det er intensiveret. Jeg kan til nøds forstå min svigermor, som bare gerne vil have flere børnebørn, men alle andre?

Jeg snakkede med en af mine yndlings-kardiologiske sygeplejersker på mit arbejde i dag, og hun kendte om nogen problemstillingen. Jeg foreslog hende, at vi kunne lave en klub, hvor det kun var os med det ene barn, der var med (og selvfølgelig hvor vi spiste masser af kage). Så hermed en invitation til alle der kender til frustrationen omkring det forbandede spørgsmål – lad os lave en hyggeklub, hvor vi kan sidde og glædes over den ene pode vi har, for vi har allerede lavet én der er perfekt.

Jeg håber du går en fantastisk weekend i møde.

Smil, Janni

En tung tøs

0

Jeg har lige tjekket specifikationerne på min bil – den vejer 1046 kg – og det er vel og mærke INDEN jeg har sat mig ind i den. Så som en lille servicemeddelse til alle cyklister og folk på gåben, kan jeg fortælle, at der er rigtig mørkt udenfor nu. Jeg har helt klart blinde vinkler i min bil, men jeg bliver altså lidt kras over, at der stadig er folk der cykler af sted uden lys og i kulsort tøj. Eller hundelufterne kl. lort om morgenen, der af en eller anden årsag mener, at det hvide i deres øjne lyser nok op, til at jeg kan se dem, når jeg kører på vejene.

Jeg gider virkelig ikke skal gøre skade på nogen i trafikken og jeg kører også rigtig pænt (hvis man ikke spørger Alexander), men det ville være så meget nemmere, hvis man rent faktisk kunne SE de “bløde” i trafikken.

Jeg præsterede for mange år siden, at blive kørt ned af en bilist en sommermorgen, hvor der var masser af lys. Fjolset bragede ud fra hans vigepligt og jeg kan fortælle, at hans bil også var tung. Det var ikke en kamp jeg kunne vinde og jeg fik næsten 12 uger i halskrave pga. et brud på en nakkehvirvel. Jeg ved derfor om nogen, at hvis jeg ikke kan se dig i trafikken og svinger ud, så vinder mine 1046 kg (+ min vægt) i bilen altså. Bortset lige fra, at man i den forbindelse slet ikke kan tale om at vinde eller tabe, for der vil vi begge være tabere, men jeg kan sandsynligvis gå bedre fra ulykken end du kan.

Så kære “bløde” trafikant: Vær sød at tage reflekser og lys på. Sørg for at lyse alting op, her i den mørke tid. Bare sørg for, at jeg kan se dig!

Jeg håber, at du har haft en fortrinlig torsdag.

Smil, Janni

Kære Huscompagniet – en status

0

På lørdag har vi boet i vores dejlige, nye hus i 3 mdr. Og det ultimativt største øjeblik fra i år, var fra billedet ovenover, hvor manden skriver under på overdragelsen. Når det så er sagt, så har det ikke været lutter lagkage.

1: Vi mangler stadig nogle ting på maler-delen af huset og omend det kun er kosmetiske fejl, så er det pisse irriterende. Maleren har “glemt” aftalerne flere gange og nu hvor han endelig har ringet tilbage til os, var der sandelig noget han overhovedet ikke havde tænkt sig at lave og vi måtte gå igennem kommandovejen (altså Huscompagniet), hvis det stadig skulle ordnes. Jeg bliver lige forundret hver gang jeg støder ind i en håndværker, hvor den faglige stolthed ikke ligefrem er i top. Er det ikke sådan noget der bliver installeret i dem, allerede under uddannelsen? Ellers burde det i hvert fald sættes på skoleskemaet.

2: Vores byggeleder havde varskoet os allerede ved overtagelsen, at de første 14 dage, hvis vi fandt yderligere, skulle vi endelig ringe til ham, men derefter ville vi blive overdraget til en der sad inde på kontoret, der ville samle trådene og få gjort noget ved det. Vi blev også overdraget til en anden, men det var bestemt ikke én der virkede til at have tid til at følge op og få samlet enderne. Intet af det vi havde skrevet om, blev ført ud i livet. HELDIGVIS ringer vores byggeleder til Kim for små 14 dage siden og spurgte til hvordan det gik med os. Og Kim forklarer hvordan og hvorledes det står til og ligger heller ikke skjul på, at det ikke kan være rigtigt, at vi ikke kan få det sidste på plads nu. Om det så er fordi at han fik ondt af os, eller om det er hans faglige stolthed der bød ham det, ved jeg ikke, men han stillede i hvert fald herude hos os i morges, for lige at gennemgå, hvad der manglede. Og vupti, alle de bolde der før lå spredt omkring vores fødder, fordi INGEN gad samle dem op, så er der lige pludselig styr på det igen.

3: Vores nye hus siger lyde. Ikke sådan nogle små “hygge-lyde-ih-hvor-det-blæser-udenfor”-lyde – nej, det giver sådan nogle kæmpe smæld. De første gange det skete var jeg bange for, at taget var på vej ned igennem væggene. Nu har vi dog fundet ud af, at det rent faktisk er væggene der giver det der smæld. Alle inde på Huscompagniet synes at være enige om, at et nyt hus ikke skal sige sådan, men lige hvad de skal gøre ved det, har været lidt længe undervejs. Nu er de blevet enige om, at der skal en murer ud og sætte et eller andet ekstra afstiver (jeg ved ikke hvad de hedder rigtigt) ind i min murstensvæg og så skal vi se om ikke det hjælper. Den murer har kontaktet Kim og kommer i næste uge. Så håber jeg virkelig, virkelig det virker.

4: Vores vand fra bruseren ser sådan lidt hvidligt ud, når man lige lukker bruseren op og det lugter – af vådt beton. Det synes jeg heller ikke rigtig bør forekomme i et meget nyt hus, hvilket Huscompagniet også er enige i, men igen har det været lidt småt med løsningerne. Heldigvis var det en af de bolde som min byggeleder greb i morges, så nu får vi se om ikke også det kan løses.

Men udover ovenstående er jeg så glad for, at vi endelig er endt i vores hus. Vi snakkede om den anden aften, om vi mon på et tidspunkt, ville begynde at tage det for givet. Altså at vi ikke vil nyde det på samme måde mere. At det kun er fordi vi stadig er euforiske over at vi endelig er her, efter 2 år i henholdsvis gammel træhytte og derefter 5 mdr. på hotel. Jeg ved det ikke, men indtil videre er jeg så lykkelig for at komme hjem til et nyt hus hver dag. Det gør bare alting lidt sjovere, at man føler sig hjemme i sit hjem.

Jeg håber du har en fantastisk onsdag.

Smil, Janni

 

Rørt til tårer

0

Åha, mit moderhjerte kom til at bløde lidt i dag. Jeg har brokket mig lidt på Instagram over, at det altså er lidt svært at være mor til Alexander lige nu – han er SÅ meget sin fars dreng. Og på mig er han mest af alt bare vred (eller bliver det i hvert fald forholdsvis hurtigt) og “Dumme mor” bliver efterhånden sagt flere gange om dagen, end jeg gider tælle. Det gør/og har gjort lidt ondt på mig.

Manden har haft arbejdsweekend i denne weekend og har derfor ikke været hjemme. Det er vi vant til, men derfor er det ikke altid det går skide godt, når jeg ikke er den foretrukne forælder i øjeblikket.

I dag sker der så det uheldige, at jeg vågner med en mega hovedpine. Jeg tænker egentlig at jeg trænger til kaffe, men da jeg over middag til sidst har så store synsforstyrrelser, at jeg har det som om, jeg står og kigger direkte ind i en myretue, så vurderer jeg alligevel at piller og en lille tur på langs er nødvendig. Det kan jeg bare ikke så godt, når manden ikke er hjemme. Men jeg fik Alexander installeret i sengen med hans tablet, ved siden af mig i sengen og jeg forklarede ham, at jeg bare lige skulle ligge med lukkede øjne, til de hovedpinepiller begyndte at virke. Han starter med at se en video, men efter 5 min. kan jeg høre han begynder at synge godnatsang for mig. Så ligger min (til tider pisse sure) 4-årige og synger:

Under stjernerne på himlen, sejler du med mig. 

Luk nu stille dine øjne, så er vi på vej. 

Jeg var rørt til tårer. Lige så irriterende og sur han kan være, lige så empatisk og sød kan han altså også være. Så i dag har han været lidt mors dreng alligevel.

Jeg håber du går en fantastisk uge i møde.

Smil, Janni

Siden sidst

0

Hold da op, der har været stille herinde. Jeg tog mig selv i at sidde og tænke, at jeg måske ikke har haft så meget på hjerte den sidste måneds tid. Min mand bekræfter dog, at det er helt forkert, for jeg har været ved at snakke ørene af ham hver aften. Tilgengæld har jeg altså lavet alt muligt andet, end at få skrevet tankerne ned her.

1: Jeg har fået en dejlig nevø – eller jeg tager hans forældres ord på, at han er dejlig, for jeg har endnu ikke set ham. Men pludselig havde jeg travlt med at få gjort min lille krea-gave færdig til ham.

2: Min tidligere elevansvarlig (eller en af dem), har simpelthen også fået en lille dreng. Endnu en. Men han skal da ikke snydes, for en lille “velkommen-til-verden”-pakke.

3: Og sidst men ikke mindst, sådan på den kreative side, har jeg fået lavet denne lille gave til en lille pige.

4: Vi har haft generalforsamling i HK og jeg blev på min afdeling valgt som tillidsrepræsentant for vores sekretærer. Det var et tæt løb. Jeg er så glad for det – og jeg er sikker på, at jeg kommer til at være den bedste udgave af en TR, som det overhovedet er muligt for mig.

5: Jeg er blevet lært op som vagtsekretær på arbejdet. Jeg skal virkelig øve mig lidt i de der skiftende arbejdstider. Min “gamle” krop er ikke meget for dem. Heldigvis har jeg som nævnt mange, mange gange før, nogle helt fantastiske kolleger, så det er det hele værd.

6: Min mand bokser stadig lidt med Huscompagniet – en meget lang historie, som helt sikkert fortjener et indlæg helt for sig selv – men det er bare så drænende.

Så det har været en måned med fart på og jeg har flere gange måttet tage mig selv i, lige at huske, at stoppe op og tage en dyb indånding og slappe af og nyde og tage det hele ordentligt ind.

Jeg håber du går en fantastisk weekend i møde.

Smil, Janni

This is my fight song

0

For noget tid siden sad jeg og ventede på bussen hjem og der står en pige på ca. 10-12 år, der er opløst af frustration og ked-af-det-hed. Hvad jeg kan forstå på det, er der ikke nogen af de andre piger, der vil have hende med i klub. Det ved jeg ikke hvad betyder, men jeg kender den følelse den lille pige stod med. Jeg havde sådan en lyst til at give hende en krammer og love hende, at hun ville blive en dejlig, voksen kvinde og at folk ville elske hende, for alt det hun bragte med sig og alle de her småting, som veninder (som alligevel ikke er rigtige veninder) og klubber, ikke længere betyder så meget i det store billede.

Det der med selvværd er bare noget jeg har skullet kæmpe med, så længe jeg kan huske. Min mand kan nogen gange have lyst til, at kyle mig ud at et vindue, fordi på de dårlige dage, der forstår jeg simpelthen ikke hvad han laver hos mig og jeg har brug for bekræftelse. Han kender mig godt og ved også hvorfor jeg har den slags reaktionsmønstre, men derfor er det stadig ikke altid nemt, at skulle bekræfte et andet menneske hele tiden. (Men til mit forsvar skal det siges, at det heller ikke er nemt at være sammen med en 10´er, hvis man selv kun føler sig som en 6´er på Joey-skalaen.)

Jeg er faktisk kommet rigtig langt. Jeg er ikke længere den forsigtige pige, der græder hvis de andre ikke vil lege, og det har jeg en masse gode mennesker at takke for. Ikke mindst min mand og min bror. Men for at se hvor langt jeg er kommet, er det vigtigt at vide hvorfra jeg er startet. Jeg kom på højskole, som 18-årig og det var her jeg oplevede mit vendepunkt. Vi var vel ca. 20-25 mennesker på holdet – jeg kan ikke huske det præcise antal. Man spiste alle måltiderne sammen og jeg var meget forsigtig med hvor jeg satte mig. For jeg vidste uden skygge af tvivl, at hvis jeg “hang” for meget på et menneske (som ved at sidde ved siden af den samme til både frokost og aftensmad), så ville de stensikkert og lynhurtigt blive meget trætte af mig. Det lyder åndsvagt nu, men sådan havde jeg det – det havde jeg fået med mig i bagagen.

Det var i sådan en situation jeg mødte den dreng, som gav mig den krammer jeg gerne ville have givet pigen ved busstopstedet. Jeg er helt sikker på, at han overhovedet ikke aner, hvad han gav mig med på vejen, for jeg har aldrig sagt tak.

Vi står i spisesalen og begynder at sætte os. Jeg stiller mig som altid bagved min stol, uden at sætte mig, i tilfælde af, at der skulle komme én ved siden af mig, der også havde siddet sammen med mig til frokosten (eller dagen før), for på den måde, kunne jeg hurtigt lige skifte plads. Der kommer drengen fra mit musikhold og sætter sig på stolen ved siden af den jeg står ved og den går ikke, for han havde både haft musik med mig hele dagen, men også siddet ved siden af mig til frokost. For ikke at bringe drengen i forlegenhed – for det er jo tydeligvis en fejl, at han har valgt stolen ved siden af min – trækker jeg et skridt til siden, for at rykke plads. Men drengen tager fat om mit håndled og siger “Du må altså gerne sidde ved siden af mig.” Om han havde luret mit mønster med stoledansen, ved jeg ikke, men jeg var rørt udover alle grænser. Det var mit vendepunkt. Det var her jeg oplevede, at blive valgt til for mit selskab og her jeg langsomt lærte, at tro på at jeg også var værd, at samle på.

Det her med selvværd er en forfærdelig og fantastisk ting, for det kan både opbygge og ødelægge. Nu hvor jeg sidder her som en voksen kvinde på 33 år, er jeg stadig ikke helet, men jeg har det godt. Jeg ved nu (efter mange år), at jeg har en masse at tilbyde verden og verden har en masse at tilbyde mig – jeg ville bare sådan ønske, at jeg (og alle andre der har kæmpet kampe) havde indset det for længst.

This is my fight song

Take back my life song

Prove I´m alright song

Because I still got a lot of fight left in me.

Jeg håber din dag har været dejlig og at du står op i morgen, med troen på, at du er et fantastisk menneske, som har en masse at tilbyde.

Smil, Janni

En bilselfie

0

I går var sidste tur med toget. SIDSTE. Altså medmindre der sker noget uforudset, for i går var vi inde og hente min nye bil (eller nye for mig i hvert fald). Efter små 6 år – afbrudt af lidt barsel og lidt lånebil – med offentlig transport, føles det intet mindre end fantastisk, at sætte sig ind i bilen i morges. Jeg grinede fjoget hele vejen til arbejde, hvor jeg forøvrigt var allerede 06.50, på trods af jeg var kørt hjemmefra næsten en halv time EFTER jeg normalt ville være gået til toget.

Det krævede selvfølgelig en lille bilselfie i morges kl. 06.30 – det synes naboerne sikkert overhovedet ikke var mærkeligt. Men det skulle foreviges – som min mand skrev til mig her til morgen – så var det fortjent – jeg har holdt godt ud med det offentlige.

Og for de bilkyndige, kan jeg da lige fortælle, at den lille picanto der først var tale om, blev i stedet til en rigtig lækker Kia Rio, fra 2016. Den har alt muligt lir, som jeg ikke aner hvordan fungerer – tilgengæld har jeg helt styr på, at der er aircon – noget jeg vil glæde mig vanvittigt over, næste gang vi skal på ferie i jylland.

Så nu kommer der ikke flere føljetoner til “en pendlers bekendelser“- listerne. Medmindre jeg ganske givet kommer til at irritere mig over folk i trafikken i stedet. 😉

Jeg håber din tirsdag har været helt formidabel.

Smil, Janni

Når søndag kræver rødvin

0

Jeg er ellers ikke tilhænger af, at jeg sidder og drikker alene, men den her dag, den krævede altså et glas rødvin, at slutte af på.

For det første er min søde, tålmodige mand butiksansat og han har arbejdsweekend i denne weekend. Skal vi lige blive enige om at det der weekendarbejde bare er noget hø, når man har børn. Både for Alexander og hans far, som næsten ikke ser hinanden, men også for den “stakkels” mor (i det her tilfælde mig), som skal klare alting selv. Det er altså bare sjovere, at være 2 om det.

For det andet startede dagen med, at Alexander ville ud og cykle en lille tur, fordi han mente at de der klovnenæser, han havde fået inde på Riget, at der stadig var nok magi i dem, til at han kunne lære at cykle selv. Det blev lige en lille tur på 3 km og jeg havde selvfølgelig ikke taget mine løbesko på. Djævelsk så hurtigt, han kan bevæge sig på en cykel lige pludselig.

For det tredje blev der i fredags leveret 5 tons jord, som vi skal have spredt ud på grunden. Sådan en lille bunke ser ikke ud af så meget, men eftersom det har regnet siden fredag, så var de 5 ton nok nærmere blevet til 10 ton. Og det projekt kastede jeg mig da fluks over, efter min 3 km løbetur. No biggie. Altså lige med undtagelse af, at min ryg nu sidder godt og grundigt fast og jeg sender min svigermor en kærlig hilsen, for at have udstyret mit medicinskab, med alt hvad sure, hårdtarbejdende rygge kan begære.

Jeg er helt sikker på, at min kiropraktor sidder og gnider sig selv i hænderne. Han elsker bare fjolser som mig, der bare fortsætter, selvom ryggen for længst er begyndt, at gøre nas og de vabler man startede med at få, er begyndt at bløde. Men det skal jo for pokker gøres – det laver ikke ligefrem sig selv. Og selvom det måske kun ligner små muldvarpeskud, vil jeg lige sige, at jeg kom igennem halvdelen af bunken, så det du kigger på er 2.5 ton jord slæbt rundt af mig. Jeg havde så meget fortjent det glas rødvin!

Og bare lige et lille godt råd, fra en hærdet kiropraktor-bruger: Alle kiropraktorer har de der torturbænke man bliver lagt på og så knækker de ryggen hele vejen op/ned. Men lad nu være med, INDEN du har været på bænken, i et anfald af kådhed, at sammenligne din dygtige kiropraktor med en prostitueret, (fordi jeg betaler ham for at røre ved mig). Det ender ikke godt.

Jeg håber du har haft en fantastisk søndag.

Smil, Janni