Blog

Siden sidst

0

Hold da op, der har været stille herinde. Jeg tog mig selv i at sidde og tænke, at jeg måske ikke har haft så meget på hjerte den sidste måneds tid. Min mand bekræfter dog, at det er helt forkert, for jeg har været ved at snakke ørene af ham hver aften. Tilgengæld har jeg altså lavet alt muligt andet, end at få skrevet tankerne ned her.

1: Jeg har fået en dejlig nevø – eller jeg tager hans forældres ord på, at han er dejlig, for jeg har endnu ikke set ham. Men pludselig havde jeg travlt med at få gjort min lille krea-gave færdig til ham.

2: Min tidligere elevansvarlig (eller en af dem), har simpelthen også fået en lille dreng. Endnu en. Men han skal da ikke snydes, for en lille “velkommen-til-verden”-pakke.

3: Og sidst men ikke mindst, sådan på den kreative side, har jeg fået lavet denne lille gave til en lille pige.

4: Vi har haft generalforsamling i HK og jeg blev på min afdeling valgt som tillidsrepræsentant for vores sekretærer. Det var et tæt løb. Jeg er så glad for det – og jeg er sikker på, at jeg kommer til at være den bedste udgave af en TR, som det overhovedet er muligt for mig.

5: Jeg er blevet lært op som vagtsekretær på arbejdet. Jeg skal virkelig øve mig lidt i de der skiftende arbejdstider. Min “gamle” krop er ikke meget for dem. Heldigvis har jeg som nævnt mange, mange gange før, nogle helt fantastiske kolleger, så det er det hele værd.

6: Min mand bokser stadig lidt med Huscompagniet – en meget lang historie, som helt sikkert fortjener et indlæg helt for sig selv – men det er bare så drænende.

Så det har været en måned med fart på og jeg har flere gange måttet tage mig selv i, lige at huske, at stoppe op og tage en dyb indånding og slappe af og nyde og tage det hele ordentligt ind.

Jeg håber du går en fantastisk weekend i møde.

Smil, Janni

This is my fight song

0

For noget tid siden sad jeg og ventede på bussen hjem og der står en pige på ca. 10-12 år, der er opløst af frustration og ked-af-det-hed. Hvad jeg kan forstå på det, er der ikke nogen af de andre piger, der vil have hende med i klub. Det ved jeg ikke hvad betyder, men jeg kender den følelse den lille pige stod med. Jeg havde sådan en lyst til at give hende en krammer og love hende, at hun ville blive en dejlig, voksen kvinde og at folk ville elske hende, for alt det hun bragte med sig og alle de her småting, som veninder (som alligevel ikke er rigtige veninder) og klubber, ikke længere betyder så meget i det store billede.

Det der med selvværd er bare noget jeg har skullet kæmpe med, så længe jeg kan huske. Min mand kan nogen gange have lyst til, at kyle mig ud at et vindue, fordi på de dårlige dage, der forstår jeg simpelthen ikke hvad han laver hos mig og jeg har brug for bekræftelse. Han kender mig godt og ved også hvorfor jeg har den slags reaktionsmønstre, men derfor er det stadig ikke altid nemt, at skulle bekræfte et andet menneske hele tiden. (Men til mit forsvar skal det siges, at det heller ikke er nemt at være sammen med en 10´er, hvis man selv kun føler sig som en 6´er på Joey-skalaen.)

Jeg er faktisk kommet rigtig langt. Jeg er ikke længere den forsigtige pige, der græder hvis de andre ikke vil lege, og det har jeg en masse gode mennesker at takke for. Ikke mindst min mand og min bror. Men for at se hvor langt jeg er kommet, er det vigtigt at vide hvorfra jeg er startet. Jeg kom på højskole, som 18-årig og det var her jeg oplevede mit vendepunkt. Vi var vel ca. 20-25 mennesker på holdet – jeg kan ikke huske det præcise antal. Man spiste alle måltiderne sammen og jeg var meget forsigtig med hvor jeg satte mig. For jeg vidste uden skygge af tvivl, at hvis jeg “hang” for meget på et menneske (som ved at sidde ved siden af den samme til både frokost og aftensmad), så ville de stensikkert og lynhurtigt blive meget trætte af mig. Det lyder åndsvagt nu, men sådan havde jeg det – det havde jeg fået med mig i bagagen.

Det var i sådan en situation jeg mødte den dreng, som gav mig den krammer jeg gerne ville have givet pigen ved busstopstedet. Jeg er helt sikker på, at han overhovedet ikke aner, hvad han gav mig med på vejen, for jeg har aldrig sagt tak.

Vi står i spisesalen og begynder at sætte os. Jeg stiller mig som altid bagved min stol, uden at sætte mig, i tilfælde af, at der skulle komme én ved siden af mig, der også havde siddet sammen med mig til frokosten (eller dagen før), for på den måde, kunne jeg hurtigt lige skifte plads. Der kommer drengen fra mit musikhold og sætter sig på stolen ved siden af den jeg står ved og den går ikke, for han havde både haft musik med mig hele dagen, men også siddet ved siden af mig til frokost. For ikke at bringe drengen i forlegenhed – for det er jo tydeligvis en fejl, at han har valgt stolen ved siden af min – trækker jeg et skridt til siden, for at rykke plads. Men drengen tager fat om mit håndled og siger “Du må altså gerne sidde ved siden af mig.” Om han havde luret mit mønster med stoledansen, ved jeg ikke, men jeg var rørt udover alle grænser. Det var mit vendepunkt. Det var her jeg oplevede, at blive valgt til for mit selskab og her jeg langsomt lærte, at tro på at jeg også var værd, at samle på.

Det her med selvværd er en forfærdelig og fantastisk ting, for det kan både opbygge og ødelægge. Nu hvor jeg sidder her som en voksen kvinde på 33 år, er jeg stadig ikke helet, men jeg har det godt. Jeg ved nu (efter mange år), at jeg har en masse at tilbyde verden og verden har en masse at tilbyde mig – jeg ville bare sådan ønske, at jeg (og alle andre der har kæmpet kampe) havde indset det for længst.

This is my fight song

Take back my life song

Prove I´m alright song

Because I still got a lot of fight left in me.

Jeg håber din dag har været dejlig og at du står op i morgen, med troen på, at du er et fantastisk menneske, som har en masse at tilbyde.

Smil, Janni

En bilselfie

0

I går var sidste tur med toget. SIDSTE. Altså medmindre der sker noget uforudset, for i går var vi inde og hente min nye bil (eller nye for mig i hvert fald). Efter små 6 år – afbrudt af lidt barsel og lidt lånebil – med offentlig transport, føles det intet mindre end fantastisk, at sætte sig ind i bilen i morges. Jeg grinede fjoget hele vejen til arbejde, hvor jeg forøvrigt var allerede 06.50, på trods af jeg var kørt hjemmefra næsten en halv time EFTER jeg normalt ville være gået til toget.

Det krævede selvfølgelig en lille bilselfie i morges kl. 06.30 – det synes naboerne sikkert overhovedet ikke var mærkeligt. Men det skulle foreviges – som min mand skrev til mig her til morgen – så var det fortjent – jeg har holdt godt ud med det offentlige.

Og for de bilkyndige, kan jeg da lige fortælle, at den lille picanto der først var tale om, blev i stedet til en rigtig lækker Kia Rio, fra 2016. Den har alt muligt lir, som jeg ikke aner hvordan fungerer – tilgengæld har jeg helt styr på, at der er aircon – noget jeg vil glæde mig vanvittigt over, næste gang vi skal på ferie i jylland.

Så nu kommer der ikke flere føljetoner til “en pendlers bekendelser“- listerne. Medmindre jeg ganske givet kommer til at irritere mig over folk i trafikken i stedet. 😉

Jeg håber din tirsdag har været helt formidabel.

Smil, Janni

Når søndag kræver rødvin

0

Jeg er ellers ikke tilhænger af, at jeg sidder og drikker alene, men den her dag, den krævede altså et glas rødvin, at slutte af på.

For det første er min søde, tålmodige mand butiksansat og han har arbejdsweekend i denne weekend. Skal vi lige blive enige om at det der weekendarbejde bare er noget hø, når man har børn. Både for Alexander og hans far, som næsten ikke ser hinanden, men også for den “stakkels” mor (i det her tilfælde mig), som skal klare alting selv. Det er altså bare sjovere, at være 2 om det.

For det andet startede dagen med, at Alexander ville ud og cykle en lille tur, fordi han mente at de der klovnenæser, han havde fået inde på Riget, at der stadig var nok magi i dem, til at han kunne lære at cykle selv. Det blev lige en lille tur på 3 km og jeg havde selvfølgelig ikke taget mine løbesko på. Djævelsk så hurtigt, han kan bevæge sig på en cykel lige pludselig.

For det tredje blev der i fredags leveret 5 tons jord, som vi skal have spredt ud på grunden. Sådan en lille bunke ser ikke ud af så meget, men eftersom det har regnet siden fredag, så var de 5 ton nok nærmere blevet til 10 ton. Og det projekt kastede jeg mig da fluks over, efter min 3 km løbetur. No biggie. Altså lige med undtagelse af, at min ryg nu sidder godt og grundigt fast og jeg sender min svigermor en kærlig hilsen, for at have udstyret mit medicinskab, med alt hvad sure, hårdtarbejdende rygge kan begære.

Jeg er helt sikker på, at min kiropraktor sidder og gnider sig selv i hænderne. Han elsker bare fjolser som mig, der bare fortsætter, selvom ryggen for længst er begyndt, at gøre nas og de vabler man startede med at få, er begyndt at bløde. Men det skal jo for pokker gøres – det laver ikke ligefrem sig selv. Og selvom det måske kun ligner små muldvarpeskud, vil jeg lige sige, at jeg kom igennem halvdelen af bunken, så det du kigger på er 2.5 ton jord slæbt rundt af mig. Jeg havde så meget fortjent det glas rødvin!

Og bare lige et lille godt råd, fra en hærdet kiropraktor-bruger: Alle kiropraktorer har de der torturbænke man bliver lagt på og så knækker de ryggen hele vejen op/ned. Men lad nu være med, INDEN du har været på bænken, i et anfald af kådhed, at sammenligne din dygtige kiropraktor med en prostitueret, (fordi jeg betaler ham for at røre ved mig). Det ender ikke godt.

Jeg håber du har haft en fantastisk søndag.

Smil, Janni

Fødselsdagsfredag x 2

0

Jeg var helt færdig i går aftes. Det gjorde ondt alle steder af bekymring, men i dag er hjertet lettet. Og jeg har fødselsdag, så det er jo slet ikke dårligt.

Først vil jeg starte med at beklage vejret – det forstår jeg simpelthen ikke hvor kommer fra – jeg havde bestilt det gode vejr til alle i dag, men det har bare regnet og regnet og regnet og etc. Jeg går i skarp træning med godhed til næste år, så vi får en formidabel september-sensommer-dag d. 08.09.18.

Manden startede med at slå øjnene op, gnide sig lidt i dem og sige: “Hold op hvor er du tæt på 40 år nu!”, altså sådan set i lyset af, at jeg blev 33 år, så synes jeg måske der er et stykke vej derhen.

Alexander brillierede ved at sove HELE natten i hans egen seng. Er du gal, hvor er man veludhvilet, når man ikke har en 4-årig, der ligger på tværs af sengen halvdelen af natten. Dog var både Kim og jeg nødt til lige at rende ind og tjekke, at han stadig trak vejret, fordi det var så uvant.

Kontrollen på Riget gik okay. Alexander var dybt ulykkelig ved hele situationen. Han plejer ellers at være ret sej, men han var slet ikke til at trøste denne gang. Klovnene (som jeg vist nok tror hedder Forlæns og Baglæns) måtte på banen og så kunne sygeplejersken få lov at tjekke blodtrykket. De lærte Alexander, at når man havde en klovnenæse på, så kunne man gøre alting, som man ellers var bange for. Min store dreng sad med ikke mindre end 5 klovnenæser på hans fingerspidser og så gik det hele alligevel. Jeg er både dybt betaget af det store stykke arbejde hospitalsklovne gør, men også samtidig dybt frustreret over, at jeg lever i en verden, hvor børn kan blive så syge, at deres arbejde er vigtigt. Ny kontrol om et år – nu skal jeg bare lige have kringlet, hvem jeg skal bestikke, for at han kan blive kontrolleret på en lørdag (som min fødselsdag falder på næste år).

Jeg håber din start på weekenden har været lige så fomidabel som min.

Smil, Janni

Lidt bekymring

0

Alexander skal på Riget i morgen – eller rettere, vi skal alle på Riget i morgen – Alexanders hjerte skal kontrolleres.

Jeg har brugt denne uge på at putte med ham og holde ham i hånden og bare ligge og se ham trække vejret – for de her kontroller minder mig altid om, hvor stor en luksus netop det er. At jeg kan sidde med hans varme hånd i min og se ham trække vejret. Alligevel bliver jeg også hver gang lidt grådkvalt og har det lidt hårdt og er faktisk bare ret bekymret. For hvad nu hvis?

Inde i mit hovede kører sangen fra Riget på repeat:

Take the very breath you gave me

Take the heart from my chest

I´ll gladly take his place if you let me

Make this my last request. 

Som sædvanlig er der ikke nogen der vil give mig nogen garantier, så igen i år, har jeg lagt kontrollen på min fødselsdag. For man kan ikke få dårlige nyheder på ens fødselsdag, vel?

Smil, Janni

Fødselsdagsfredag

1

Min bedre halvdel har fødselsdag i dag. Han bliver lyv-og-tyve. Jeg forstår slet ikke, hvor tiden bliver af – i min verden er han stadig den unge knægt på 23, som jeg i sin tid fik indfanget. (En historie du kan læse om her).

Fødselsdag involverer jo altid gaver og Alexander har hjulpet med at pakke mandens gaver ind og har også selv fundet gemmesteder til dem. Desværre er det lidt svært, det der med ikke at fortælle hemmeligheder, så farmand har allerede fået at vide, hvor begge de yderst snedige gemmesteder er. Heldigvis er han ikke så nysgerrig, så jeg tror ikke han har været rundt og snuse alt for meget.

Min svigermor fortalte mig engang, at Kim var glad for vafler, så han var så snarrådig, at give sine forældre et vaffeljern i gave. For et par uger siden havde Alexander så fået vafler ude ved farmor og farfar og sørme om han ikke fik den strålende idé, da vi snakkede om hvad far skulle have i gave, at han da skulle have et vaffeljern. Som far så søn. De 2 kan helt sikkert ikke lyve sig fra hinanden. Og jeg synes selvfølgelig det var så vanvittig sjovt, at jeg var nødt til at fortælle det til manden. Så lige vaffeljernet, vidste han godt, at han ville få. Nu skal jeg bare finde noget dejmix, så vi kan få det indviet allerede i aften, for det er jeg temmelig sikker på, at Alexander tænker er planen.

Og hvis du tilfældigvis når at læse dette fra morgenstunden af, skat, så stort tillykke med dagen. Jeg håber Alexander fik sunget fødselsdagssangen med alle instrumenterne, at Kamilla har bagt kage til dig, at Nikolaj giver en monster og at alle kunderne er vanvittigt søde i dag. 

Jeg håber din fredag bliver aldeles fantastisk.

Smil, Janni

En pendlers bekendelser # 3

2

Jeg tager (mere eller mindre gladeligt) toget hver morgen på arbejde. Manden har bilen, for på den måde kan vi give Alexander, den kortest mulige dag i børnehave. Det er helt fint – det er mit lod, at bruge 3 timer i transport for at tilbagelægge en 20 km strækning, 2 gange om dagen. Jeg har endda lavet lister over de mange “fordele” der kan være ved offentlig transport, som du kan læse her og her.

Når det så er sagt og jeg har forsøgt at bruge 2 år på at bilde mig selv ind, at det ikke er så slemt, så sker der alligevel det, at DSB sætter prisen på mit månedskort op – afskaffer “Alle Zoner”, så jeg nu skal betale for hver enkelt zone jeg kører igennem og her bliver det rigtig sjovt. For nu skal jeg betale 2100 (!!!!) kr. om måneden for mit togkort. Min hjerne fik en mindre sammensmeltning, da jeg skulle købe det første togkort, her efter vi var flyttet tilbage til Hornbæk. For 2100 kr er det bare ikke sjovt længere. Det var heller ikke skide sjovt, da det var 1400, men der kunne jeg i det mindste ikke sige, at jeg kunne købe en lille bil for de penge. Men det kan jeg nu..

Så skal, skal ikke, skal, skal ikke? Vi var oppe og kigge på en lille konebil til mig i går og jeg må bare sige, at jeg er ret lun på ideen. Det ville være så lækkert, at spare både i transporttid, men også i penge og frustrationer. Alt i alt, vil det koste mig 900 kr mere om måneden, mod at jeg har friheden i en bil, i stedet for at skulle sidde i et tog. Det er alligevel en del fritid jeg køber mig for 900 kr om måneden.

Jeg har fødselsdag i næste uge. Gad vide om jeg kan nå at sætte den på den ønskeseddel min mand har fået?

Jeg håber din tirsdag har været ganske fortræffelig.

Smil, Janni

En våd aften

0




Vi havde børnefri i weekenden. Farmor og farfar havde Alexander ude til en overnatning, fordi manden og jeg skulle til indflytterfest hos et par gode venner. (Eller herover kalder man det vist housewarming, men hvis jeg ikke husker helt forkert fra mine unge dage, så er det altså det samme koncept.)

Vi ankommer til festen i fin tid, på trods af, at jeg havde valgt at tage højhælede støvler på (noget jeg ellers aldrig går med) og manden måtte halvt slæbe mig igennem regnvejr og mudder, for at vi kunne nå sikkert frem.

Aftenen går, som den slags aftener nu gør. Alt for mange shots – alt for meget irish coffee til mig og alt for meget skrålen med på Rollo og King (det var også mig!). På et tidspunkt er halvdelen af festen forsvundet ud i redskabsskuret – den slags sker jo gerne til en indflytterfest og da jeg finder dem derude, skal jeg lige rende ind efter noget, for én af dem – det har muligvis været en lighter – min hukommelse er ikke helt skarp på detaljerne. Hvad jeg tilgengæld kan huske med al tydelighed er, at da jeg går tilbage til skuret (på strømpefødder selvfølgelig), så træder jeg på noget der splatter. Altså som i, at hvad end det er, splatter under min fod – det knaser ikke – det splatter. Naiv som jeg er, tror jeg selvfølgelig at det er et bær eller lign. jeg lige har fået kvast, indtil jeg siger det højt til de andre inde i skuret og jeg så får den frygtelige nyhed om, at det nok desværre ikke var et bær (for de har ingen træer), men i stedet var en af de der rådne dræbersnegle/skovsnegle. ADR!! Adr, adr, adr! Jeg hopper og danser og tørrer mine fødder desperat af henover gulvet, men ikke engang min alkoholpåvirkede hjerne ville lade mig glemme fornemmelsen af, at træde på sådan en fætter!

Og hvad kan jeg så lære af det? Hmm. Gå aldrig ud uden sko på (det prøver jeg faktisk også at opdrage Alexander til, så den er måske egentlig meget god) og lad dog for filan være med at gå ud og lede efter folk der står i redskabsskure midt om natten – det ender tydeligvis ikke godt.

Jeg håber du har haft en rigtig dejlig onsdag – nu er der ikke længe til weekend igen.

Smil, Janni

Deprimeret, siger du?

0

Jeg er et ret glad og smilende menneske normalt. Jeg har dage, hvor jeg kan være så irriterende glad, at jeg kan pisse sure mennesker endnu mere af. (Det er min superpower – at pisse sure mennesker af altså – og jeg synes selv den er ret sej.)

Nu sad jeg så og kiggede på tv2.dk den anden dag, og sørme om ikke jeg faldt over en artikel omkring Instagram. (Artiklen kan du læse her) Det viser sig, at jeg, ifølge et studie nogle forskere har lavet, rent faktisk er eller har været deprimeret. Bum. Jeg tog mig selv i, lige at sidde og mærke efter et øjeblik. Bilder jeg mig bare ind, at jeg er et (for det meste) glad menneske? Bør jeg søge læge? Kan man få akut-tider hos en psykolog? Jeg kom alligevel frem til, at bare fordi jeg foretrækker “Inkwell filtret” (som på billedet ovenfor) til mine billeder på IG, siger vel mere om hvor tilfreds jeg er med min hud/hudtone, end om hvorvidt jeg er deprimeret eller ej?

Ikke noget der – jeg har også dage, hvor jeg er træt og ulykkelig og ked af det, men efter at have arbejdet med folk der var gået ned med en depression, så har jeg fået en solid respekt for den diagnose. Det er virkelig ikke et hul jeg nogensinde har lyst til, at skulle prøve, at grave mig selv op af igen.

Jeg må slå mig til tåls med, at jeg må være blandt de 3 ud af 10 hvor de ikke rammer plet, ud fra ens billeder på Instagram. Er der andre end mig der vil blive stemplet som deprimeret ud fra det studie?

Nu vil jeg gå en fantastisk weekend i møde, hvor jeg skal hygge med gode venner og drikke masser af god rødvin. Vi har nemlig lokket en overnatning til Alexander ud af farmor og farfar, så vi kan komme ud og lege unge igen. Bare for en aften. På søndag føler jeg mig sandsynligvis meget, meget gammel.

Jeg håber også du går en formidabel weekend i møde.

Smil, Janni